Der er konstateret enkelte tilfælde af smitte med mere smitsom coronavariant på Lundtoftegårdsvej i Lyngby.

Beboere, der har været i nærheden af en række specifikke etageejendomme på Lundtoftegårdsvej i Lyngby, opfordres til at blive testet for coronavirus.

Årsagen er, at der er konstateret enkelte tilfælde af coronasmitte med den sydafrikanske eller brasilianske variant hos en familie på Lundtoftegårdsvej.

Det oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune søndag i en pressemeddelelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed er i færd med at undersøge, hvilken variant der er tale om.

»Opsporing, test og rengøring er iværksat. De involverede personer er kontaktet af myndighederne,« oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune.

Kommunen nævner ikke, på hvilken specifik adresse den smittede familie bor.

Men der opfordres til, at man lader sig teste, hvis man har været i nærheden af etageejendommene på Lundtoftegårdsvej 29-37 og 37a.

»Alle, som har været i bygningerne eller har været i kontakt med personer fra området, opfordres til at blive testet hurtigst muligt,« lyder det.

Den sydafrikanske og brasilianske coronavariant vurderes at være mindre følsomme over for antistoffer og mere smitsomme end de varianter, der har været de gængse i Danmark i størstedelen af coronaudbruddet.

De to varianter er derfor på sundhedsmyndighedernes radar, og man vil gerne undgå, at de spreder sig i landet.

Derfor bliver der lavet intensiveret smitteopsporing, hvis der er mistanke om smitte med de to varianter.

Det betyder, at det ikke kun er de nære kontakter til en smittet, som bliver opfordret til at gå i isolation og tage en test, men også nære kontakters nære kontakter.

Indtil videre er der tilsammen registreret mere end 60 tilfælde af de to varianter. Der er bekræftet langt flest tilfælde af den sydafrikanske variant.

Selv om der er fundet flere tilfælde af den brasilianske og sydafrikanske variant, er det fortsat den britiske variant, der er dominerende i Danmark.

Varianten udgør mere end 90 procent af alle nye smittetilfælde, der bliver registreret i Danmark.

/ritzau/