Næsten fire millioner danskere kan fredag se frem til at få udbetalt overskydende skat.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der vil i alt blive udbetalt 26,7 milliarder kroner, hvilket svarer til et gennemsnit på omkring 6700 kroner per borger.

I Region Hovedstaden kan borgerne se frem til at få mest udbetalt. Her udbetales der i gennemsnit 7250 kroner.

Region Syddanmark ligger i den anden ende af skalaen, hvor den gennemsnitlige udbetaling lyder på 6350 kroner.

Ulrick Junge, der er underdirektør i styrelsen, siger, at der formentlig er mange, som ser frem til at få pengene i hånden.

- Og med en udbetaling på godt 26,7 milliarder kroner, er det rigtig mange penge, der bliver sendt retur til borgerne, lyder det i meddelelsen.

- Men det er vigtigt at huske, at beløbet også er udtryk for, at man kunne have haft et højere rådighedsbeløb – altså flere penge i hånden – hver måned sidste år.

- Derfor vil vi også samtidig opfordre borgerne til at gennemgå deres forskudsopgørelse for 2026. På den måde betaler man den rigtige skat og har glæde af pengene løbende.

Selv om man på papiret står til at få sendt overskydende skat retur, er det ikke sikkert, at man får pengene udbetalt.

Det gælder nemlig ikke nødvendigvis borgere med gæld til det offentlige.

Her vil den overskydende skat først og fremmest blive brugt til at afdrage på gælden.

Skattestyrelsen kan i visse tilfælde også tilbageholde beløb, hvis en manuel kontrol skal gennemgå en borgers skatteoplysninger.

Derudover er der også knap 800.000 borgere, som sidste år betalt for lidt i skat.

Denne gruppe skal i alt betalt 7,9 milliarder kroner tilbage i restskat, hvilket i gennemsnit svarer til en regning på 9850 kroner.

/ritzau/