Styrelse ville ikke lade digital postkasse genåbne, før der var styr på problem med personoplysninger.

Årsagen til den flere dage lange lukning af den nye digitale postkasse Mit.dk var blandt andet, at en borger oplevede at kunne få adgang til andres postkasse og personlige oplysninger.

Det skriver Berlingske torsdag på baggrund af en korrespondance mellem borgeren Tage Lysgaard og Digitaliseringsstyrelsen.

Den nye digitale postkasse blev lukket mandag formiddag, kort tid efter at den var gået i luften. Først onsdag eftermiddag var den igen oppe at køre.

Til Berlingske fortæller Tage Lysgaard, at han mandag morgen loggede ind på Mit.dk og straks opdagede, at noget var helt galt.

- Da jeg logger ind, får jeg adgang til en person, der hedder Ted. Jeg kan se hans post og fortrolige papirer ægtepagt med mere, siger han til avisen.

- Som gammel, trænet advokat rører jeg ikke noget, men lukker straks. Ti minutter senere logger jeg så på igen. Så dukker den private post op fra en, der hedder Bent.

Tage Lysgaard tog efterfølgende fat i først Digitaliseringsstyrelsen og siden Mit.dk's kundeservice.

Af en mailsamtale fremgår det, at styrelsen var opmærksom på problemet og ikke ville lade Mit.dk åbne, før der var styr på sagen.

- Jeg kan bekræfte, at Digitaliseringsstyrelsen ikke lader Mit.dk åbne, før der foreligger den nødvendige dokumentation for, at fejlen er udbedret, skriver styrelsen i en mail til Tage Lysgaard ifølge Berlingske.

Styrelsen har siden bekræftet til avisen, at der kun har været problemer med uberettiget adgang til at se andres post på Mit.dk. Det står ikke klart, hvor udbredt problemet i øvrigt har været.

Det er firmaet Netcompany, som har udviklet Mit.dk

Thomas Demant, partner i Netcompany, skrev onsdag i en mail til Ritzau, at der havde været "driftsforstyrrelser" i login-systemet. Ritzau søger en ny kommentar fra selskabet.

Mit.dk skulle oprindelig have været taget i brug 30. november sidste år. Men premieredatoen blev udsat for at være sikker på, at systemet var helt klart.

Tanken med den nye digitale postløsning er, at man bedre skal kunne integrere andre former for digital kommunikation.

For eksempel kan man betale regninger direkte fra Mit.dk

/ritzau/