Lyt til artiklen

Fra november kan borgere, som ikke er i risikogruppen, og som derfor ikke tilbydes gratis vaccination mod corona, stadig godt få en boostervaccination.

Dette bliver dog mod egenbetaling.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Efterårets vaccinationstilbud mod corona gives til alle borgere over 50 år, samt personer i særlig risiko, gravide, sundheds- og plejepersonale, som arbejder med personer i øget risiko og udvalgte dele af personale i socialsektoren og udvalgte pårørende over 12 år til personer i øget risiko.

Men er man ikke en del af den målgruppe, og ønsker man en boostervaccine mod covid-19, bliver det altså fra starten af november muligt at købe en vaccination hos en privat aktør.

Vaccinerne vil ifølge Sundhedsministeriet sælges til en reduceret pris, der alene dækker Statens Serum Instituts håndteringsomkostninger til pakning, transport med videre.

'Den enkelte borger betaler vaccinatoren for vaccinen og konsultation med videre. Vaccinatoren fastsætter selv prisen på konsultationen, og den samlede pris for en vaccination kan derfor variere,' lyder det i pressemeddelelsen.

Borgerne, der ønsker at købe en boostervaccination, vil fra starten af november blive informeret om, hvor og hvordan de kan købe vaccinationen.