'Kære gæst. Vi har desværre lukket i dag grundet renovering af køkken og restaurant.'

Skriften står på døren til restaurant Bone's i Danmarksgade, Aalborg.

Sådan har det været siden 17. maj, men lukningen, der blot skulle tage to dage, har nu stået på i næsten to måneder med et tab på ca. to millioner kroner til følge.

»Vi tør ikke drive restaurant i de lokaler. Det er en lidt håbløs, uafklaret situation, hvor virksomheden og vores ansatte er taget som gidsler,« siger Jan Laursen, direktør for Bone's, til Nordjyske.

Lukningen skyldes i første omgang ifølge Nordjyske, at der blev fundet spor af rotter under gulvene.

Jan Laursen fortæller til B.T., at skadedyrene ikke er spottet i selve restauranten.

Det er derimod en række problemer med bygningen såsom et brud på en faldstamme samt andre fejl, der er betyder, at lukningen har trukket så voldsomt ud og formentlig ender med, at restauranten må flytte.

»Vi står med forskellige forhold af forsikringsskader, der betyder, at vi er utrygge ved at genåbne restauranten.«

«Det er ikke afklaret med udlejer, hvor grænsen mellem deres og vores ansvar går, og derfor står restauranten fortsat lukket,« siger Jan Laursen og fortsætter:

»Vi har indledt en diskussion, om det er den rigtige placering for Bone's i fremtiden. Byen er i udvikling, og der er mange andre områder i Aalborg, der er mindst lige så interessante at drive forretning i.«

Faktisk fortæller Jan Laursen, at det, som situationen ser ud nu, er usandsynligt, at Restaurant Bone's igen slår dørene op i Danmarksgade.

»Jeg tror ikke, vi kommer til at genåbne på denne adresse, jeg tror, vi kommer til at lede efter et nyt sted i Aalborg,« siger Jan Laursen og slår fast, at restauranten erstattes, hvis den ikke åbner igen.

Restauranten i Danmarksgade har ifølge Nordjyske tilknyttet 44 ansatte heraf fire på fuldtid.

Det betyder, at restauranten har en omkostning på 350.000 kroner om måneden alene i lønninger til personale, der ikke kan komme på arbejde.

Netop personalet har høj prioritet hos Jan Laursen.

»Vi vil rigtig gerne holde fast i de gode medarbejdere, vi har på den her adresse, og de må rigtig gerne være en del af fremtiden hos os, så det forsøger vi at arbejde på.«

Bone's har med restauranten i Danmarksgade to restauranter i Aalborg og 24 fordelt over hele Danmark.

Andre læser også