Hvad dælen er det?
Midtjyderne fik sig mandag et opsigtsvækkende syn, hvis de lagde nakken tilbage og spejdede mod den klare forårshimmel.
Over dem cirklede to enorme fly i stor højde.
Flyentusiaster spottede hurtigt, at der var tale om to gigantiske bombefly af typen B-52, som KUN amerikanerne råder over. Det kan man nemlig se på hjemmesiden Flightrader24.com, som tracker alverdens fly.
Men hvad lavede de i dansk luftrum?
De var på en øvelse i Danmark, hvor de blandt andet trænede kommunikation og våbenaflevering med danske soldater på jorden.
Det forklarer pressevagt i Forsvarskommandoen Søren Lindthardt til TV Midtvest:
»Amerikanske bombefly træner våbenaflevering sammen med danske soldater. Hvis man forestiller sig, at danske soldater på jorden engang skal have støtte i form af våben fra USA, skal de soldater, som er særligt trænet til opgaven, kunne koordinere overleveringen af støtten fra de her fly.«
B-52 er et legendarisk bombefly.
Det første kom på vingerne i 1952.
Flyet kan bære atomvåben og kan udstyres med helt op til 31,5 ton bomber og missiler. Det kan flyve over 7.000 kilometer på en optankning og kan gå helt op i 15 kilometers højde.
Bombeflyet har lagt navn til det trelagsdelte shot B-52 med Kahlua i bunden, Baileys i midten og så et tyndt lag Grand Marnier på toppen.