Den ny tiltrådte regering og Enhedslisten har planer om fri tandpleje til alle inden for 10 år. 

Regeringsgrundlaget peger på, at den 'gratis' tandpleje først skal komme førtidspensionister og kronikere til gode, og senere indfases for alle danskere. Allerede fra 2027 er planen, at de første danskere skal nyde godt af fri tandpleje. 

Men Tandlægeforeningen smider nu en bombe under ambitionen.

De mener, at der »kommer langt fra« til at være tandlæger, tandplejere og klinikassistenter nok, fortæller næstformand i Tandlægeforeningen Anni Marlene Rønman til Danmarks Radio. 

»Allerede nu mangler vi 100 tandlæger på landsplan, og vi ved, at flere klinikker har lukket for tilgang. Der skal uddannes markant flere – ellers kan vi simpelthen ikke følge med,« siger hun til mediet. 

Problemet bunder ifølge Tandlægeforeningen i, at hver tredje dansker ikke går regelmæssigt til tandlæge, så der gemmer sig et »kæmpe« mørketal. Samtidig ser foreningen, at flere af dem, der kommer forbi tandlægen, begrænser deres behandling af økonomiske årsager.

DR har fået et skriftligt svar fra sundhedsminister Ida Auken (S) på bekymringen fra Tandlægeforeningen.

»Vi er opmærksomme på, at der skal være tandlæger nok til at behandle dem, som nu får gratis tandpleje, og at implementeringen selvfølgelig skal ske på en klog måde i dialog med relevante aktører. Allerede i år nedsættes der en ekspertkommission, som skal udarbejde en model for, hvordan vi gør det her på den bedst mulige måde.«