Nye vandrør? Det er måske ikke helt så sexet som at investere i nyt køkken og bad. Men bor du i et hus fra 60'erne eller 70'erne, skal du måske alligevel overveje det.

Sidste år oplevede mere end 70.000 familier nemlig, at deres vandrør sprang læk og sendte kaskader af vand ud over trægulve, elinstallationer, møbler, fotoalbum og bøger.

Det er en stigning siden 2013, hvor 50.000 familier var ramt af skader, fremgår det af tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. Det skriver Politiken.

Og det er faktisk slet ikke så overraskende, forklarer direktøren for Statens Byggeforskningsinstitut til Politiken:

»Der var byggeboom i 1960'erne og 70'erne, så vandrørene kan være modne til udskiftning. Det er ikke overraskende, at der går nogle vandrør i disse år«.

Ud over de uerstattelige minder, som en vandskade kan ødelægge, kan de gennemtærede rør blive et økonomisk dyrt bekendtskab for både forsikringsselskaber og familierne selv.

Samlet set har forsikringsselskaberne de seneste tre år udbetalt erstatninger for mere end 1,5 milliarder kroner årligt.

Alene Topdanmark har de seneste fire år udbetalt op imod en halv milliard for forsikringsskader i forbindelse med vandskader, og selskabets kunder har i samme periode måttet slippe 20 millioner kroner i selvrisiko.

»Der er så mange af de her huse over hele landet, at det ikke er nogen overdrivelse at kalde de her vandskader en plage«, siger Thomas Enna, direktør for forretningsudvikling i Topdanmark, til Politiken.

Så bor du i et af de huse, er det måske på tide at invitere en VVS'er forbi, som kan give lidt kærlighed til de gamle rør.

Ligesom det er værd at tænke denne mindre sexede udgiftspost ind, hvis man er på jagt efter nyt hus.

Der findes i dag også en række forskellige vandalarmeringssystemer, hvor man via en app f.eks. kan holde øje med vandrørenes skjulte virke.