Mange arbejdspladser. Uddannelsessteder. Barer og restauranter over en vis størrelse. I al offentlig transport. Ved sportsarrangementer.

Listen over steder, hvor det ikke længere er tilladt at ryge er vokset stødt de senere år. Snart kan endnu et sted føjes til listen. Og det er ikke et hvilket som helst sted.

Det drejer sig om din private bolig.

Dog langt fra alle steder. Men står det til Fyns Almennyttige Boligforening (FAB), bør alle boligforeningens nyopførte almennyttige boliger i Odense Kommune være røgfrie. Det har FAB derfor foreslået, at kommunens By- og Kulturforvaltning indfører – og et af medlemmerne ser positivt på forslaget. Det skriver TV 2 Fyn.

»Som udgangspunkt synes vi det er et fornuftigt forslag, som FAB kommer med. Det er boligorganisationen som selv ønsker at opføre røgfrie boliger, og det synes vi er et positivt signal at sende,« siger Maria Brumvig (S), medlem af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune, til TV 2 Fyn.

Nu er det op til Odense byråd at godkende forslaget – hvad By- og Kulturforvaltningen opfordrer til.

På den korte bane er det kun på tale at gøre FAB's afdelinger i Gartnerbyen og på Dalstrøget i Odense røgfri, men som nævnt ønsker boligforeningen på sigt at rulle ordningen mere ud.

Målet med boligforeningens forslag er at få beboerne til at stoppe med at ryge, hvilket går hånd i hånd med Odenses vision om at blive en røgfri by i 2030.

Bliver forslaget vedtaget, vil det fremover blive et vilkår i lejekontrakten i de nyopførte almene boliger, at de er røgfrie, men hvor hårdt der i så fald kan slås ned overfor lejere, som ikke håndhæver rygeforbuddet er ifølge By- og Kulturforvaltningen tvivlsomt.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse dør omkring 13.000 danskere hvert år på grund af rygning. Til sammenligning er 2.397 døde med coronavirus i Danmark siden pandemiens start.