Lyden af rotter, der gnaver sig vej gennem ledninger, skraldespand og loft, har i over fire måneder været så slem, at 25-årige Daniel Møbius mange gange har måtte flygte fra sit eget hjem i løbet af natten.

»Jeg hører ting hele natten, og jeg får ikke søvn, fordi jeg ved, at de har direkte adgang til min stue. Det er min første egen lejlighed, og jeg havde håbet at nyde alenetiden, men det har været svært, når min lejlighed i fire måneder har været overtaget af rotter,« siger Daniel Møbius, der er studerende.

»Det har hovedsageligt været søvnen, der har været problemet, men jeg er generelt bange for at være i min egen lejlighed, fordi jeg ikke ved, hvor rotten er. Hvis jeg går en tur, ved jeg ikke, hvor den er, når jeg kommer hjem igen,« forklarer han.

Daniel Møbius bor i en ungdomsbolig i Morbærhaven, som ligger i Albertslund. Ansvarlig for boligerne er boligselskabet AUB, og dem har Daniel Møbius kontaktet mange gange over de fire måneder, rotterne har hærget hans lejlighed.

Rotter har bidt i ledningerne i Daniel Møbius' bolig.
Rotter har bidt i ledningerne i Daniel Møbius' bolig. Privatfoto

»At de kan være fire måneder om et rotteproblem - det synes jeg er rimelig sindssygt. De (AUB red.) tager det som en leg, og der bliver intet gjort for at skynde på processen,« siger han.

Overfor B.T. forklarer inspektør i Morbærhaven, Torben Groset, at der har været både kloakfirma og et rottefirma ude for at se på rotteproblemet.

Her er både lofter og kloakker blevet gennemgået, mens der ligeledes er blevet rottefælder op og lagt gift ud.

Fælderne og giften førte dog til fundet af to døde rotter bag Daniel Møbius' køleskab og en død rotte på loftet, men årsagen til rotteproblemet kan de ikke finde.

Død rotte fundet bag Daniel Møbius' køleskab
Død rotte fundet bag Daniel Møbius' køleskab

»Vi er dødærgerlige over, at vi ikke kan finde noget. Det er et mysterium for os. Vi gør alt, hvad vi kan for ikke at have rotter,« siger Torben Groset og forklarer, at det kun er i Daniel Møbius' lejlighed, der er rotter, og ikke i nogen af nabolejlighederne, som ellers ligger i en lang række.

Torben Groset siger desuden, at man fortsat forsøger at finde roden til problemet, så Daniel Møbius kan slippe for rotternes hærgen. Han oplyser, at man mandag har lavet en aftale med en kloakmand, der skal gennemfotografere kloakken og se, om roden til problemet kan findes der.

Men et rotteproblem burde ikke tage fire måneder at få løst. Sådan siger Jonas Juul, der er driftsleder og TV-inspektør hos kloakvirksomheden Norva24.

»Det er voldsomt. En rottesag, der tage fire måneder - det har jeg aldrig prøvet før. Det afhænger selvfølgelig af kompleksets størrelse, men når der kun er tale om en lejlighed, så burde det tage fra en dag til en uges tid,« siger Jonas Juul.

Rotterne har også været i Daniel Møbius' skraldespand.
Rotterne har også været i Daniel Møbius' skraldespand.

Når hverken AUB eller rotte- og kloakfirmaerne, de har ansat til opgaven, kan finde årsagen til rotterne, kan det være, fordi rotterne, som gnaver sig gennem Daniel Møbius' lejlighed er såkaldte 'strejfere'.

Det er rotter, der sniger sig langs husmure, og sniger sig ind ad åbne døre, når de dufter mad eller lignende i en bolig, og eftersom Daniel Møbius' lejlighed ligger i stueetagen, er hans bolig et oplagt mål.

Rotter kan blive tiltrukket af poser med affald og madrester, der står fremme, men Daniel Møbius mener selv, at hans lejlighed er pæn og ren, og at det ikke kan være årsagen til rotternes besøg.