Tusindvis af boligejere holder fast i risikabelt rentetilpasningslån, selv om de både kan spare penge og reducere deres risiko ved at skifte til et andet boliglån.

Det er boligejerne med F1-lån – altså et flekslån, der får ny rente en gang om året – der kan score en ganske pæn gevinst ved at skifte til det mere sikre og også billigere F5-lån, hvor renten ligger fast i fem år ad gangen.

Kun en ud af 200 boligejere med F1-lån skifter det imidlertid ud med det populære F5-lån, viser en opgørelse, som Danmarks største realkreditinstitut, Totalkredit, har foretaget blandt sine kunder, skriver Finans.dk

Og det undrer chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

Boligejere kan med fordel skifte fra F1-lån til F5-lån.
Boligejere kan med fordel skifte fra F1-lån til F5-lån. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Mange kan spare 2.500 kroner om året for hver lånte million, hvis de går fra F1-lån til  F5-lån. Det er da også en slat penge, og de pågældende er beskyttet mod rentestigninger de næste fem år,« siger han til Finans.dk

Det koster ikke alverden af skifte renteprofil, cirka 750 kroner, og vil man med på vognen i denne omgang, skal man gøre det inden 30. oktober.

Der kan dog være situationer, hvor det kan være relevant at holde fast i F1-lånet, forklarer Sune Malthe-Thagaard.

Hvis man for eksempel har planer om at flytte inden for de nærmeste år, kan det være en fordel at beholde F1-lånet, da man så ikke er bundet i et femårigt lån, som kan være dyrt at komme ud af i utide.

Også hvis man har en forventning om, at renten vil falde yderligere på F1-lån i de kommende år, kan det være en fordel at blive i lånet.

Renterne på både F1- og F5-lån samt andre populære flekslån ventes at blive negative ved den kommende obligationsauktion i november, hvor lånene får ny rente.

Navnlig boligejere, der i dag har F5-lån med en positiv rente, kan se frem til en ganske pæn besparelse, når deres lån får ny rente.

De kan se frem til en besparelse på cirka 520 kroner om måneden per lånte million.

En boligejer med et F5-lån på to millioner kroner kan dermed se frem til en årlig besparelse på knap 12.500 kroner.