Bæredygtighed er virkelig kommet på dagsordenen, og nu melder boghandlerkæden Bog & idé sig på banen med en miljørigtig løsning.

Samtidig er det en løsning, der kan gøre hverdagen i den ellers hektiske julehandel lettere – for alle parter.

Fremover får kunderne mulighed for at få pakket gaver ind i en sort gavepose, der lukkes med et bånd i toppen.

Posen er – i modsætning til det traditionelle gavepapir – let at genanvende.

»Det genanvendelige aspekt ligger i posens udformning, som gør, at den kan bruges flere gange og til flere formål – enten til at pakke andre gaver ind i, til opbevaring eller lignende. Traditionelt gavepapir og -bånd havner jo som regel bare i skraldespanden,« siger den administrerende direktør i Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen, i en pressemeddelelse.

Hun forventer også, at gaveposen giver en helt anden fordel.

»Der er et stort tidsbesparende element i den nye løsning, som kommer kunderne til gode – især i den travle juletid, hvor vi pakker rigtig mange gaver ind,« lyder det fra Marianne Lyngby Pedersen.

Hvis mange af kunderne vælger gaveposen, kommer de ansatte også til at bruge mindre tid på at pakke gaver ind.

Bog & idé oplyser, at det er gratis at få pakket sin gave ind i den genanvendelige gavepose, som også kan købes separat i to forskellige størrelser.

Det vil stadig være muligt at få en gave pakket ind i traditionelt gavepapir.