»De handicappede har også brug for at være sociale og komme ud. Vi vil ikke bare sidde derhjemme og kukkelure.«

Manja Marley Bertram er en af mange handicappede, der oplever problemer med togkørsel. Det gælder både, når hun skal stige af og på toget, og når hun færdes på stationen eller manøvrere rundt inde i toget.

Særligt bøvlet er det, når hun skal med InterCity-tog, hvor hun 12 timer forinden skal bestille handicapassistance. På disse toge er der mange trin ned til perronkanten, som Manja ikke selv kan komme ned ad, når man som hende sidder i en elscooter.

En bestemt episode fra et Intercitytog gør, at Manja i dag helt har droppet at krydse Storebælt. Hvilken vender vi tilbage til.

S-toget er mindre bøvlet, men den 33-årige kvinde kunne godt tænke sig, at hun ikke behøvede hjælp fra andre, når det kommer til at færdes med offentlig transport.

For at vise B.T.s læsere, hvad det vil sige at køre med tog som handicappet, tager vi S-toget fra Buddinge Station mod Høje Taastrup - se videoen herover.

Op mod stationen udbryder Manja Marley Bertram lettet, at elevatoren virker. Det er ellers ofte, hun har oplevet det modsatte.

»Så må jeg tage elscooteren til den næste station,« siger hun.

Manja Marley Bertram er helt stoppet med at bruge intercity tog, da hun ikke er tryg ved DSB's handicapassistance. Med S-toget går det bedre.
Manja Marley Bertram er helt stoppet med at bruge intercity tog, da hun ikke er tryg ved DSB's handicapassistance. Med S-toget går det bedre. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Da perronhøjderne ikke flugter med S-togets togtrin, er det nødvendigt at bede togføreren komme ud med en rampe. Det havde hun ikke behøvet, hvis hun skulle have været med metro, der er mere moderne og i den henseende handicapvenlig.

Manja Marley Bertram vinker til togføreren som tegn til, at hun gerne vil ombord. Ingen af de andre passagerer lader til at være irriteret over den ekstra tid, toget nu må holde.

»Det har jeg heldigvis kun oplevet få gange,« siger hun.

En mand rejser sig fra området tiltænkt folk med handicap, så Manja kan komme til. En cykel står lidt i vejen, men rutineret finder hun en plads.

»Jeg ville da rigtig gerne selv kunne komme ind i toget, uden at skulle være afhængig af  lokomotivføreren. Det ville give mig en masse frihed. Så det er ærgerligt, at perronkanten ikke er højere, så jeg selv kunne køre ind,« siger hun.

Manja Marley Bertram lider af muskelsvind, som gør, at hun ikke kan komme rundt uden sin elscooter. Hun har tidligere arbejdet som sosu-hjælper, men det job har hun måttet droppe.

Tilbage til, hvorfor Manja ikke længere føler sig tryg i et InterCity-tog. Her oplevede hun for cirka et år siden, at den handicapassistance, hun havde bestilt hjemmefra, var i den anden ende af perronen og derfor ikke kunne nå at hjælpe hende ud, inden toget kørte videre.

Derfor måtte en medpassagerer løfte hendes rollator ud af toget.

Manja Marley Bertram lider af muskelsvind. Derfor skal hun bruge sin elscooter, hvis hun f.eks. skal med offentlig transport.
Manja Marley Bertram lider af muskelsvind. Derfor skal hun bruge sin elscooter, hvis hun f.eks. skal med offentlig transport. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg ville ikke føle mig tryg, hvis jeg skulle gøre det igen. Jeg var nær ikke kommet ud af toget,« siger hun og tilføjer:

»Det ville også være en stor hjælp, hvis togpersonalet fik at vide, at der var bestilt handicapservice, da de så kunne sørge for, at toget holdt længere tid ved perronen.«

Den unge kvinde er ikke alene om at opleve togrejser som en udfordring. Blandt 566 adspurgte svarer hele otte ud af ti med handicap i en ny undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer, at de anser det som besværligt eller umuligt at rejse med tog. For Manja Marley Bertram har det haft konsekvenser:

»Jeg bliver let isoleret, fordi det er svært at komme rundt. Jeg ville gerne se mine venner og min familie oftere, end jeg gør nu,« siger hun.

Danske Handicaporganisationer kæmper derfor for Manja og andre med handicap.

»Der er brug for en langsigtet plan for at gøre tog og stationer mere tilgængelige. Det skal indarbejdes i politiske aftaler på området, og når perroner alligevel fornyes eller renoveres,« siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer.

I toget mod Høje Høje Taastrup er den 33-årige kvinde ved at vende rundt i kupeen, så hun kan køre ned ad rampen.

Transportminister Benny Engelbrecht (S).
Transportminister Benny Engelbrecht (S). Foto: David Leth Williams
Vis mere

På vej ud af ad toget taler vi om, hvorvidt tansportminister Benny Engelbrecht (S) mon selv har prøvet at køre i elscooter i et tog. For ville han så ikke gøre forholdene lidt bedre for de handicappede?

Benny Engelbrecht skriver i en mail til B.T., at handicappede snart vil få nyt togmateriel:

»De nye tog vil have lavgulvsvogne, så det vil være muligt for kørestols- og rollatorbrugere at stige ind og ud af togene uden bemanding på perroner,« siger han og tilføjer:

»Som et led i forberedelserne til de nye tog bliver det i øjeblikket undersøgt, hvor i landet der kan være behov og efterspørgsel efter, at perronerne bliver justeret i højden, så der skabes niveaufri adgang,« siger ministeren.