Forældre bør interessere sig mere for, hvad der flyder ind på deres teenagedrenges feeds på sociale medier.

Sådan lyder det fra Børns Vilkår, der reagerer på en ny undersøgelse af omfanget af kvindehadsk indhold på TikTok.

Undersøgelsen er foretaget af Center for Digital Pædagogik og analysebureauet Analyse & Tal og er udført på bestilling af to ministerier.

Hensigten har været at kortlægge omfanget af manosfærisk indhold i drenges og unge mænds feeds.

Manosfæren er en fællesbetegnelse for onlinefællesskaber og indhold, der nedværdiger kvinder eller fremmer forestillinger om at begrænse kvinders frihed og udfoldelsesmuligheder.

Forskerne har blandt andet lavet otte fiktive TikTok-profiler for unge mænd mellem 16 og 19 år med interesser inden for fitness, dating, investering og gaming.

Efter at have søgt efter og interageret med videoer om de pågældende interesser blev profilerne sat til automatisk at scrolle gennem indhold i en time.

I et tilfælde dukkede manosfærisk indhold op efter bare 21 sekunder. I gennemsnit gik der tre minutter, før profilerne blev eksponeret for den type indhold.

Det afspejler, at manosfæren har bevæget sig fra lukkede fora til at dukke op i helt almindelige unge mænds feeds, siger digital medieekspert i Børns Vilkår Melissa Vardy.

- Tidligere har man antaget, at den slags synspunkter var noget, man forbandt med unge mænd, der sad i mørke kældre bag deres skærme og ikke mødte ret mange uden for deres omgangskreds.

- Men rapporten viser, at den slags indhold nu rammer helt almindelige unge mænd, der interagerer med indhold inden for emner som fitness og dating.

Det bør få forældre til at interessere sig for, hvad der dukker op i de unge mænds feeds, mener hun.

- Mit råd vil være, at alle forældre bør tage en snak med deres teenagere om deres digitale liv.

- Det skal ikke være med løftede pegefingre. Men spørg om, hvorvidt de har hørt om den her form for indhold, hvor kvinder nedværdiges, eller der præsenteres helt urealistiske mandeidealer, siger Melissa Vardy.

Det er ikke sikkert, at drenge og unge mænd nødvendigvis tilslutter sig budskaberne, bare fordi det dukker op i deres feeds, understreger hun.

- Vi kan jo ikke sige, at de unge mænd, der får det op i deres feeds, har samme holdninger. Men vi ved bare, at jo mere man præsenteres for et bestemt narrativ, jo mere påvirker det ens holdninger og verdenssyn.

Ud over falske profiler på TikTok har forskerne bag undersøgelsen pløjet sig igennem visningshistorik for 29 unge mænd gennem et helt år.

I gennemsnit kunne forskerne identificere fem til seks videoer med manosfærisk indhold om ugen i de unges feeds.

De 29 unge mænd udgør ikke en repræsentativ stikprøve, og resultaterne kan ikke uden videre generaliseres til alle unge mænd, lyder det i rapporten fra forskerne.

TikTok skriver i et svar, at man "tager bekymringer for unges eksponering for sådant indhold meget alvorligt".

Kommunikationsansvarlig hos TikTok i Norden Lukasz Lindell skriver, at det sociale medie fjerner 98,1 procent af de videoer, der overtræder mediets regler om had og hadefuld adfærd, og at man løbende arbejder på at styrke mediets moderation af indhold.

RITZAU