Det er helt fint, at 9.-klasserne i Næstved Kommune drikker alkohol på sidste skoledag til et arrangement, kommunen står for.

Det besluttede kommunens Børne- og Uddannelsesudvalg på et møde den 24. april.

På mødet vedtog udvalget, at det fortsat skal være tilladt at drikke alkohol til et sidste-skoledags-arrangement for 9.-klasserne, som kommunen afholder på Dyrskuepladsen i Næstved.

Lars Søe, der er byrådsmedlem for De Radikale, stemte imod forslaget.

»Jeg mener ikke, at kommunen kan forsvare at stå bag det arrangement. Vi skal ikke lære 15-årige at drikke. Det er børn,« siger han.

Lars Søe, der er byrådsmedlem for De Radikale og medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved mener ikke, at folkeskoleeleverne burde have lov til at drikke til sidste skoledag.
Lars Søe, der er byrådsmedlem for De Radikale og medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved mener ikke, at folkeskoleeleverne burde have lov til at drikke til sidste skoledag.
Vis mere

Lars Søe fortæller, at han ikke troede, at forslaget ville blive stemt igennem. Blandt andet, fordi Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler, at unge under 18 år drikker alkohol.

»Som kommune går vi direkte imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Jeg havde troet, at vi skulle vise, at man kan have det sjovt uden alkohol. Men det blev ikke her i Næstved,« siger han.

Kasper Schneider, der er medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, og som sidder i byrådet for Liberal Alliance, var en af dem, der stemte for forslaget.

Han fortæller, at han helst så, at de 14-16-årige i 9. klasse ikke drak på sidste skoledag.

Men han mener ikke, at det kan undgås, at de unge i kommunen drikker alkohol, når de skal markere afslutningen på deres folkeskoleuddannelse. Derfor siger han, at det er bedre, at de drikker øl til kommunens arrangement, hvor der er forældre og vagter til stede for at passe på de unge.

»Alle andre dage skal vi gøre en indsats for at forklare, hvad konsekvenserne af at drikke alkohol er, og opfordre til en kultur, hvor det ikke er sejt at være fuld. Men lige sidste skoledag kommer de til at drikke alligevel. Og så er det bedre, at vi er der til at passe på dem,« siger han.

Kasper Schneider sidder i byrådet i Næstved for Liberal Alliance og er medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget. Han mener godt, at arrangørerne af arrangementet kan håndtere den mere lempelige alkoholpolitik.
Kasper Schneider sidder i byrådet i Næstved for Liberal Alliance og er medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget. Han mener godt, at arrangørerne af arrangementet kan håndtere den mere lempelige alkoholpolitik.
Vis mere

Kasper Schneider siger, at han godt ved, at det er en svær problematik. Han understreger, at det er vigtigt, at der er voksne, der holder øje, og at det er under ordnede forhold.

»Jeg synes ikke, at børn skal være fulde. De må være berusede og stifte bekendtskab med det. Jeg vil hellere have, at de drikker to øl til det her arrangement, end at de drikker en flaske vodka ude i parken,« siger han.

Du kalder elever i 9. klasse for børn?

»Alt under 16 år er børn. Det står jeg fuldstændig ved.«

Så du står altså ved, at børn drikker sig fulde til et arrangement, kommunen står bag?

»Jeg kan godt se den gode overskrift. Jeg har også selv børn. Og jeg håber, at de vil prøve alkohol første gang hjemme i min stue, hvor der er styr på tingene. Det er det samme med det her arrangement.«

Hvor fulde må børn være til et arrangement, kommunen står for?

»Det er forældrene, der skal snakke med deres børn. De skal finde ud af, hvor meget barnet må drikke. Og ellers er der et hav af forældre ude og holde øje, hvis de bliver for fulde,« siger han.