Må man knuse en panodilpille i lidt yoghurt? Må man halvere en Panodil Brus og smide i et glas saftevand?
Og hvad er det med den såkaldte 'delekærv'?
De spørgsmål – og mange flere til – er her, der og alle vegne, hvis du besøger en af de såkaldte 'morgrupper' på Facebook eller dykker ned i kommentarsporet hos enkelte nyhedsmedier.
Årsagen er ganske enkel: Panodil Junior i stikpilleform til børn er blevet receptpligtig og kommet i restordre, hvilket altså betyder, at det ikke alle steder i landet er ligetil at få fat i pillerne.
Og hvis du så kobler det sammen med, at der lige nu er et enormt smitteboom i Danmark, har du en situation, der for nogle forældre vil rime på desperation.
Tilbage er der nemlig én løsning, hvis du vil give din baby eller dit barn smertestillende, og det er en flydende version af paracetamol.
Men det er bare ikke alle børn, man kan få til at sluge den smertelindrende mikstur, og det er altså dér, at de indledende spørgsmål om alternative løsninger melder sin ankomst hos de desperate forældre.
For hvad gør man, hvis ens barn eksempelvis kaster den flydende paracetamol op, og man ikke lige kan få fat i de eftertragtede stikpiller?
Det spørgsmål besvarer B.T. nu.
Sagen er nemlig den, at man ikke bare kan 'tage den på gefühlen' og prøve sig ad, når det kommer til smertestillende i de små baby- og børnekroppe.
Ja, man skal være ganske forsigtig.
Sådan lyder det fra Klaus Birkelund Johansen, som er cheflæge, tidligere børnelæge og næstformand i Dansk Pædiatrisk Selskab.
»Først og fremmest vil jeg sige, at vi anbefaler flydende panodil, da du kan give den præcise mængde, som dit barn eller baby har brug for. Det kan du ikke lige så præcist med stikpillerne,« siger han og fortsætter:
»Men hvis du ikke kan få fat i stikpillerne, og dit barn af forskellige årsager ikke kan indtage den flydende panodil, er det ikke umuligt at give smertestillende.«
I stedet kan du rette blikket mod Panodil Brus, der ellers er markedsført til voksne.
En brusetablet, der indeholder 500 mg paracetamol.
»En løsning er at tage en normal Panodil Brus brusetablet og opløse den i eksempelvis 250 ml vand. Så ved du, at der er 500 mg i de 250 ml vand, og så skal du så derefter dele vandet op ud fra den anbefalede mængde, og det er meget vigtigt, at man er omhyggelig,« siger Klaus Birkelund Johansen og uddyber:
»Tager du en fjerdedel af vandet, vil du så svare til 125 mg, hvilket et barn på 10-15 kilo gerne må få. Så kan man eksempelvis blande lidt saftevand i det, hvis det er umuligt at få ned. Det er ikke uforsvarligt, men det er samtidig meget vigtigt, at man ikke overskrider den anbefalede dosis.«
Den anbefalede dosis til dit barn finder du dog ikke på indpakningen til Panodil Brus.
Den skal du finde i vejledningen til Panodil Junior eller på internettet.
Har du som familie oplevet at have været ramt af sygdom konstant de seneste mange uger? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Er dit barn lidt ældre, og kan det sluge piller, har du også mulighed for at dele en normal panodil-pille.
Men det kræver, at den pågældende pille har en såkaldt delekærv i midten.
»Hvad angår deling af tabletter, så kræver det, at der er en delekærv, som er den lille rille i midten af pillerne. Hvis den er der, kan du være sikker på, at mængden af paracetamol er delt ligeligt. Det kan du ikke, hvis der ikke er en delekærv, og så må du ikke bare dele den,« siger han og fortsætter:
»Du kan derfor godt dele en normal panodil i to stykker, men det vil selvfølgelig kun være for børn, der er gamle nok til at sluge en tablet – ellers er der risiko for, at barnet fejlsynker.«

