To piger på henholdsvis 14 og 10 år blev med få timers mellemrum udsat for meget ubehagelige oplevelser 3. februar.

Det skriver lokalavisen.dk.

Nordsjællands Politi har meddelt lokalavisen, at den 14-årige blev befølt på brysterne uden på sin jakke omkring kl. 17.31, da hun befandt sig på pladsen ved rådhuset i Frederiksværk.

Små to timer forinden havde Nordsjællands Politi modtaget en anmeldelse fra en mor, der fortalte, at hendes 10-årige datter var blevet antastet af en mand klokken 14.15.

Manden havde forsøgt at lokke den 10-årige med sig ved at tilbyde hende slikkepinde, men den 10-årige havde modsat sig og forladt stedet. Episoden med den 10-årige fandt sted på Frederiksværksvej mellem Ramløse Skole og Møllen Ramløse.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 14-årige blev antastet, men manden blev ikke fundet. Det vides endnu ikke, om der er tale om den samme mand.

Politiet har udgivet to signalementer. I tilfældet med den 14-årige beskrives manden som værende stor af bygning og lugtede af røg.

Signalementet af manden i den 10-årige piges tilfælde lyder: Dansk af udseende, 42-43 år, 186 cm, almindelig af bygning, hvid i huden, talte dansk. Var iført sort hættetrøje, sorte bukser. Medbragte to slikkepinde.