Efter en klage fra en forældre valgte Børnehuset Grøften i Næstved at ændre navnet på deres årlige fest. Og det har fået modvind i byrådet.

Festen har i mange år haft navnet Indianerfest og er blevet fejret under samme tema, men da en forældre skrev til institutionens ledelse for at gøre opmærksom på, at navn og tema kunne være kulturelt krænkende, valgte man at lave navnet om.

På fredag skal der i stedet fejres sommerfest.

Det var byrådspolitikker Kasper Noer Schneider fra Nye Borgerlige, der kritiserede beslutningen i Sjællandske og på sin Facebook-side. Han mener, at navneskiftet fjerner fokus fra »alvorlige krænkelser, hvis man bliver krænket over en sommerfest med indianertema i en børnehave«.

»Det er børn, vi har med at gøre. Hvad bliver det næste?« siger han til mediet.

Kathrine Ersted er chef for Center for Skoler og Dagtilbud i Næstved, og hun forklarer, at der ikke har været børnehusets hensigt at skabe den her form for debat eller at fjerne fokus fra »alvorlige krænkelser«.

»Institutionen blev overrasket, da de fik henvendelsen. De havde ikke selv tænkt over det, og nu har det fået en helt anden modtagelse, end man havde forventet,« siger hun til B.T.

Desuden forklarer hun, at man nu vil undersøge, om det er et problem, der skal tages hånd om.

»Det er på dagsordenen. Vi ved ikke, om det er et problem, andre institutionsledere kan ende i eller oplever. Hvis det er tilfældet, så vil vi sørge for at ruste dem bedre,« siger Kathrine Ersted og fortsætter:

»Måske ender vi med at oprette en telefonlinje, man kan søge råd via. Det kan også være, der skal et kursus til. Det ved vi ikke endnu.«

Sommerfesten bliver holdt fredag.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Kasper Noer Schneider, men han har ikke været til at få fat på.