En børnehave i Aabenraa har vakt opsigt i udlandet.

Endda så meget, at det er anden gang, at pædagoger i Belgien besøger den.

Det skyldes, at Belgien har rettet blikket mod de danske naturbørnehaver. Naturbørnehaver udgør mindst 20 procent af danske daginstitutioner defineret som børnehaver, hvor børn leger udenfor i tre-fem timer hver dag.

Flere belgiske pædagoger besøgte den sønderjyske børnehave Boiskov Natur og Udebørnehave ved Aabenraa mandag til inspiration.

Her samlede pædagogerne inspiration til, hvilke aktiviteter de kan lave med børn udenfor, fortæller Ingrid Moris, der er pædagog i Belgien, til DR. Hun er meget imponeret over den måde, som børnehaven bruger naturen på.

Ved pædagogernes seneste besøg oplevede de, hvordan de ældste børn lærte at bruge dolk, og de var med på udflugt, fortæller Jørn Matzen, der er naturpædagog og ejer af Boiskov Natur og Udebørnehave.

»Vi gik over en mark, ned gennem en slugt og gennem skoven, hvor de så, hvordan vores børn klarer sig i naturen. Det var de helt målløse over. De synes, at det var fantastisk, at man kan være sammen med børn på den måde,« siger han til DR.

Mandag havde de belgiske pædagoger taget deres leder med til forskel fra sidste gang. Det ser Jørn Matzen som et tegn på, at de gerne vil forstå de danske naturbørnehaver rigtigt.