Børnehaven Rosenly i Albertslund må lukke, efter den blev ramt af pædofilisag.

Det er meldingen op til et kommunalbestyrelsesmøde tirsdag aften, hvor Børnehuset Rosenly forventes vedtaget at lukke.

»Vi har entydige vurderinger af, at det pædagogiske arbejde ikke er tilfredsstillende. Det er vi nødt til at handle på. Vi har et ansvar for børnene. De skal have en god, tryg og udviklende hverdag i vores institutioner,« siger borgmester Steen Christiansen til Albertslund Posten.

Børnehuset Rosenly var for godt to år siden omdrejningspunkt, da en dengang 46-årig pædagogmedhjælper blev idømt forvaring for seksuelle overgreb mod 23 af børnene.

Her blev pædagogmedhjælper Per Pedersen idømt forvaring i både byretten og landsretten for overgreb mod børn fra Rosenly. Han blev samtidig fundet skyldig i overgreb på yderligere fem spejderbørn. Overgrebene fandt sted over en periode på mere end 20 år.

Albertslund Kommune har siden forgæves forsøgt at sikre, at både børnene, forældre og personale kom videre.

I et referat fra kommunens økonomiudvalg begrundes lukningen ifølge TV2 Lorry således:

'Det vurderes, at der er for lidt nærvær, for meget konflikt og for stor utryghed blandt børnegruppen. Herudover er der et meget højt sygefravær blandt personalet.'