Et ukendt antal børn i Jesperhus Blomsterpark på Mors har tirsdag eftermiddag drukket kølervæske, der ved en fejl var blandt i slushice. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til tvmidtvest.dk

»Vi er i kontakt med Giftlinjen, som forsikrer, at der ikke er alvorlig fare. Kølervæske smager dårligt, men det skulle angiveligt ikke være farligt,« siger Andreas Bang Andersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til mediet.

Ifølge vagtchefen arbejder politiet stadig på stedet.

tip os
Kender du til sagen om børn, der har drukket kølervæske i Jesperhus Blomsterpark

Der er endnu ikke klarhed over, hvor mange børn der er blevet udsat for kølervæsken.

En ambulance og en læge er tilkaldt, så børnene kan blive ordentligt undersøgt, oplyser vagtchefen.

I en opdatering på X skriver Midt- og Vestjyllands Politi:

'Et antal børn har under en lukket forestilling indtaget en fortyndet kølervæske, som bruges i fødevareindustrien. Væsken var ved en fejl blandet i slushice.'

'Akutlægebil og ambulance har også været på stedet. Vi har været i kontakt med alle implicerede. Børn og forældre er tilset og vejledt om mulige symptomer. Giftlinjen har oplyst, at væsken er ufarlig, i det blandingsforhold som er indtaget.'

Direktør Henrik Munksgaard fortæller til TV MidtVest, at op mod 40 børn kan have drukket væsken, og at det skete i forbindelse med et familieshow, som straks blev afbrudt.

Kølervæsken er del af et rengøringsmiddel, som et eksternt firma bruger til at rense sodavandsanlæggene i parken.

Midlet er blåt, og i forbindelse med det lukkede familieshow kom personalet i parken til at forveksle blå slushicesaft med det blå rengøringsmiddel, skriver TV MidtVest.