For tre år siden oprettede Katri Schertiger en facebookgruppe og inviterede sine fætre, sin plejelillebror og sin biologiske lillebror til at skrive i den. Hendes lillebror Peter Väisänen, sendte straks en personlig hilsen til hver enkelt af deltagerne.
Til plejefætteren i Jylland skrev han om nogle fælles ferieminder. Til sin og Katri Schertigers plejelillebror skrev han:
»Jeg lærte dig at gå.«
Den næste besked kom bag på Katri Schertiger.
»Hvorfor var der ingen af jer, der tog kontakt til mig,« spurgte han.
»Det var lidt en bombe at smide. Jeg havde egentligt aldrig tænkt på det før - at Peter må have følt sig SÅ forladt,« siger Katri Schertiger.
Men Peter Väisänen blev forladt. 20 år tidligere mistede han kontakten til dem alle, da han blev flyttet fra den plejemor, han havde boet hos siden han var to år gammel. I de følgende år nåede han at bo i fem forskellige plejefamilier og på flere forskellige institutioner. Nu stillede han spørgsmålet, som må have rumsteret i hans hoved mange gange: ‘Hvorfor holdt I ikke fast i mig?’
Katri Schertiger kalder sig selv og lillebror for ‘børn af systemet’. Den gennemgående formynder i deres liv har været Københavns Kommune, men hvem er egentlig familie til systemets børn? Hvem føler ansvar for at holde fast, når man har brug for det? Hvem rækker hånden ud, når man er svag? Den slags spørgsmål begyndte Peter Väisänen at stille sig selv for tre år siden.
I Katri Schertiger og Peter Väisänens tilfælde er der mange muligheder. Der er plejemoderen, som de har boet hos i henholdsvis 11 og 12 år. Der er alle de andre plejefamilier som Peter Väisänen har boet hos. Der er pædagogerne på det børnehjem, som begge var anbragt på som små. Der er sagsbehandlerne i kommunen og de biologiske forældre, som altid har været til stede i periferien af deres liv, men som var svært alkoholiserede.
I dag er Katri Schertiger 34 år, hendes lillebror er 33. Hun har en datter på ni år, han bor alene. Begge lever med alvorlige følgeskader af de vilkår, livet har budt dem.
»Jeg føler, at jeg havde en tryg og god barndom. Alligevel har jeg problemer i dag,« siger Katri Schertiger, der netop har fået stillet diagnosen borderline. Hendes lillebror har lidt af depressioner, siden han var barn. Begge har forsøgt at begå selvmord og begge dulmer smerterne. Han med alkohol og hun med hash - ligesom de har set deres biologiske forældre gøre.
Men de er også alt muligt andet. Hun er blevet kaldt mønsterbryder, har en uddannelse som social og sundhedshjælper og er gået i gang med at læse til sygeplejerske. Han spiller musik - guitar og bas - og lidt klaver - og har taget timer på konservatoriet.
Jeres forældre var alkoholmisbrugere. Tror I, misbruget er arveligt?
»Jeg havde aldrig hørt om stoffer, før jeg som 16-årig blev flyttet til København, så jeg vil i hvert fald ikke mene, at det er opvækstbestemt. Jeg føler virkelig, at jeg har haft en tryg barndom,« siger Katri Schertiger.
Men for hende var det et ‘traume, at Peter lige pludselig var væk’.
Manglede kontakt
»Peter og jeg er biologiske søskende, og jeg synes det er grumt, at vi ikke havde kontakt i årenes løb.«
Tror I, det betyder noget for, hvordan I har det i dag, at I blev skilt ad og flyttet rundt?
»Det tror jeg bestemt. Den der rodløshed… Når jeg kigger i cpr-registeret havde jeg ti adresser, inden jeg fyldte ti år. Det synes jeg godt, at jeg kan mærke. Jeg tror også vores søskendeforhold havde været anderledes, hvis vi var blevet hos Jytte (deres fælles plejemor, red.),« siger hun.
Det har været svært for dem at holde fast i hinanden, da de ikke boede sammen.
»Jeg ved, at min coping mekanisme er at lukke ned. Da min mor døde, kommenterede min mand på, at jeg ikke græd. Det er min forsvarsmekanisme - jeg lukker ned, når noget er for svært at håndtere,« siger hun.
Hvordan håndterede du at blive flyttet, Peter?
»Jeg gik meget ind i mig selv. Spillede computer og playstation - og ja….«, han lader ordene hænge i luften. Så siger han:
»Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men set i bakspejlet synes jeg ikke, at vi er blevet behandlet godt nok af kommunen.«
Hvad skulle kommunen havde gjort anderledes?
»De skulle have støttet ham, så han kunne blive stimuleret i skolen og blive hos Jytte. Var han blevet der, tror jeg ikke, han havde været, hvor han er i dag. Jeg er ret sikker på, at vi ville have stået anderledes, hvis der var blevet grebet ind dengang Peter blev fjernet og jeg blev smidt til København,« siger hun.
Hvad ville have været anderledes?
»Jeg tænker mest de familiemæssige bånd - og dagligdagen - i en familie. Min borderline gør, at jeg opfører mig som en teenager, siger min kæreste. Men jeg har heller ikke fået en voksenopdragelse. Jeg har ikke lært at gå fra at være teenager til at være voksen, som de fleste andre lærer hjemme hos deres forældre.«
I dag er deres biologiske forældre døde. Katri Schertiger holdt deres mor i hånden, da hun døde af kol, mens faderens uden varsel døde af et hjertetilfælde.
Føler I jer knyttet til jeres biologiske forældre?
»Jeg gør ikke,« Katri Schertiger svarer hurtigt.
Peter Väsiänen følger efter med et forsigtigt:
»Nej.«
Til gengæld er de enige om, at den søn, som deres plejemor fik, da de var ni og 11 år stadig er deres lillebror.
»Den følelse forsvinder ikke,« siger hun, heller ikke selvom hun ikke har kontakt til ham i dag.
»Men, jeg skriver til ham på hans fødselsdag.«
Men hvem føles egentlig som familie i dag? Katri Schertiger føler sig mest knyttet til sin plejemor, som hun genoptog kontakten med, da hun får ni år siden blev gravid. Men hun har seks forældre: Jytte og hendes to mænd og sin biologiske mor og hendes to mænd.
»Jeg tænker mest på Jytte som familie. Men da vores plejefætter blev gift i sommer, fik vi ingen invitation. Da var jeg lige ved at slette ham på facebook, for det var så meget for dét familiebånd,« siger hun.
Sin lillebror skriver hun til, når han har fødselsdag - eller op til jul.
»Jeg plejer at ringe til Peter den 23. december og spørge, hvad han skal. Normalt skal han ikke noget, så kommer han hjem til os og holder jul hos min datter og min eksmand.«
Når Peter Väisänen skal nævne, hvem hans familie er, er der kun én, der popper op i hans bevidsthed:
»Min søster.«
Få tredje kapitel i historien om de tidligere plejebørn i morgen på bt.dk