Bøder på 30.000 kroner og en smiley med mundvigene nedad.

Det kvitterede Fødevarestyrelsen med, efter de 20. maj havde aflagt et kontrolbesøg hos Holms Bager i shoppingcenteret Illum midt på Strøget.

Her kunne Fødevarestyrelsen nemlig konstatere, at der var så store udfordringer med både rengøringen og vedligeholdelsen på stedet, at der blev uddelt to bøder på hver 15.000 kroner til den ellers så populære bager.

'Følgende er konstateret: Hylder i kølerum bagest i bageri fremstår med pelset skimmellignende vækst, og ventilationsriste er med et tykt lag skidt og støv – der er placeret uemballerede fødevarer i kølerummet, der bl.a. skal bruges til sandwich,' skriver Fødevarestyrelsen blandt andet i kontrolrapporten.

Det tilføjes, at et kølerum i midten af bageriet fremstår med grønlig pels på dørens lukkesystem. Hertil skulle en hylde i kølerummet fremstå med pelset vækst på undersiden, og ventilationsriste fremstår med et tykt lag støv – lige under er der for eksempel placeret uemballerede jordbær.

'Isterningemaskine i bageri fremstår indvendigt med sorte skimmellignende pletter. Gammelt ventilationsanlæg i åbent rum bagest i bageri fremstår med sorte skimmellignende plamager i loftet – lige under er der placeret uemballeret bagværk,' lyder det videre i kontrolrapporten.

Fødevarestyrelsen kritiserer samtidig vedligeholdelsen på stedet, hvor det påpeges, at hylder i et af kølerummene fremstår med rust, ligesom der også i loftet er brandspuler med rust.

Hertil bemærkes det, at der er huller flere steder i gulvet, hvor der samler sig skidt, inden det tilføjes:

'Døråbning til kølerum indvendigt og udvendigt fremstår generelt flere steder nedslidt med evt. rust og er ikke vaskbart. I nedlagt kølerum er det gamle ventilationsanlæg knækket og sat sammen med tape. Loftet skaller. Generelt er der brugt tapeløsninger flere steder i virksomheden.'

Af kontrolrapporten fremgår det, at Holms Bager i Illum over for Fødevarestyrelsen gjorde det klart på dagen for kontrolbesøget, at man straks ville gå i gang med rengøring. Hvad angår vedligeholdelsen, har stedet oplyst, at de vil finde en løsning på det, og at de allerede er i gang på nogle af områderne.

Holms Bager: Vi savner forståelse

Hos Holms Bager er man ærgerlig over kontrolrapporten og medgiver, at rengøringen ikke har været god nok. Derfor har man også i sinde at betale den ene bøde på 15.000 kroner.

Hvad angår vedligeholdelsen af stedet, har man imidlertid et lidt andet syn på tingene.

»De kommer ud til os, efter vi har været tvangslukket i fem måneder, og forventer, at vi har opretholdt den samme vedligeholdelse. Det er mærkeligt, at man ikke har større forståelse for den situation, som vi har været i,« siger indehaveren af Holms Bager, Morten Holm.

»Så der har været ting, som har krævet mere vedligeholdelse, fordi vi ikke har været her i lang tid,« lyder det videre.

Derfor har han også udtalt til TV 2 Lorry, som i første omgang skrev om kontrolrapporten, at man har i sinde at klage over bøden på 15.000 kroner til Fødevarestyrelsen.

»Men det kan også være, at vi bare skal betale den og komme videre.«

Han understreger desuden, at man hos Holms Bager aldrig har fået en bøde før, ligesom man også altid har haft et godt samarbejde med Fødevarestyrelsen.

Foruden bageriet i Illum har Holms Bager butikker i Frederiksberg Centret og i Amager Centret.