Lyt til artiklen

Den populære sushirestaurant Hama Sushi i Odense har fået kritik af Fødevarestyrelsen.

Det sker efter et kontrolbesøg, hvor man fandt foruroligende fund i køkkenet.

Det skriver TV 2 Fyn.

Sort skimmel, produktrester af ældre dato og klistrede belægninger med støv og skidt i produktionskøkkenet.

Og udover snavs og skimmel fandt man også fersk laks med en kernetemperatur langt over det tilladte. Ifølge Fødevarestyrelsen er en 100 procent overskridelse af lovgivningens krav til fersk fisk.

Repræsentant for Hama Sushi, Ving Jing, kan overfor TV 2 Fyn ikke forstå anmærkningen om deres fødevarehåndtering. Han mener ikke, at de har håndteret fiskene forkert.

»Fiskene har været ude af køleskabet i 15 minutter, hvor de er blevet forberedt til at komme i sushi,« forklarer Ving Jing.

Fødevarestyrelsen fastholder dog anmærkningen. Udover en bøde på 15.000 kroner er sushirestauranten blevet pålagt to gebyrbelagte opfølgende kontroller.