Den 1. april blev Povl Valdemar Andersen vækket af sin kat, som havde mareridt. Troede han. Men det viste sig at være noget andet, der var helt galt.
For ved siden af ham lå konen Bodil bevidstløs uden at trække vejret.
»Katten hoppede over og stod med forpoterne på Bodils brystkasse. Jeg bed mærke i, at jeg ikke kunne komme i kontakt med Bodil. Jeg bøjede hendes hoved tilbage, og idet ved jeg, at hun havde fået hjertestop,« siger Povl Valdemar Andersen, der sammen med sin kone bor i Kokkedal, til B.T.
Klokken var 1.34 om natten, da den 66-årige Povl Valdemar Andersen blev vækket af katten Misling. Blot et minut efter fik han ringet til alarmcentralen og tilkaldt en såkaldt hjerteløber, der kan betjene hjertestartere og give hjertemassage.
»Selvom det var chokerende, reagerede jeg meget hurtigt, og hjælpen var der endnu hurtigere,« siger Povl Valdemar Andersen.
Der kom liv i den 60-årige Bodil Andersens hjerte i ambulancen, der kørte til Gentofte Hospital.
Det første døgn lå hun i kunstig koma, og cirka to uger efter fik hun indopereret en pacemaker. I dag har både Bodil og Povl Valdemar Andersen det godt.
»Hvis det ikke havde været for Misling, så var Bodil død i dag. Så havde jeg fundet Bodil død i sengen om morgenen,« siger Povl Valdemar Andersen.
Parret, der har været sammen i 20 år, har haft katten Misling i fire år. Katten havde allerede inden den skæbnesvangre dag stor betydning for parret.
»Hun har altid været en vagtkat, der ligger ude foran vores soveværelsesdør og sover om natten. Jeg ved ikke, hvad hun reagerede på den nat. Men katte reagerer på forandringer, og måske var det den manglende vejrtrækning,« siger Povl Valdemar Andersen.
Bodil Andersen selv kan ikke huske meget fra tiden op til og efter, at hun fik hjertestop.
Hjerteforeningen har overrakt Povl Valdemar Andersen blomster og kattemad for hans hurtige indsats i forbindelse med deres pris 'lokal helt'.