Myndighederne kræver, at Bo Witte-Pedersen bygger læskure til sine 100 bisonokser, men de penge hverken kan eller vil han betale. Derfor har han valgt at aflive alle dyrene.

Med en riffel vil han selv skyde de tonstunge dyr på marken, læsse dem op på en trailer og køre dem to ad gangen til slagteriet.

Og han er allerede i gang. Også selvom han først skal aflevere en plan for aflivningen af sine bisoner til myndighederne efter nytår.

Selvom de hårdføre dyr er vant til at klare sig i vind og slud, sidestilles de i Danmark med alt andet kvæg, og skal derfor have adgang til ly og ly i vintermånederne, skriver Århus Stifttidende.

Men Bo Witte-Pedersen vil ikke bygge læskurene. Selv ikke, hvis han kunne skaffe pengene til det.

Han mener nemlig ikke, det ville være til gavn for dyrene, og han frygter, de ville begynde at slås om rangorden, hvis de skulle samles i skurene.

Men Fødevarestyrelsen har ikke i sinde at imødekomme hans argumenter og truede ham endda med politianmeldelse, da de var på besøg i februar.

»Jeg forstår ikke, hvorfor det kun er mig, der har fået et sådan påbud. Det er helt tosset. Men som reglerne er, så overholder jeg dem ikke, og nu har jeg så valgt at lægge det hele på hylden og koncentrere mig om mine mink,« siger Bo Witte-Pedersen og afslutter:

»Jeg magter ganske enkelt ikke at kæmpe imod det. Jeg har prøvet at være sygemeldt med stress, og der skal jeg ikke ud igen.«