Kampvogne, tungt artilleri og antiluftskyts. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og det krigshærgede lands soldater har et umætteligt behov for militært isenkram i eksistenskampen mod Rusland.

Danmark har blandt doneret alle Forsvarets Caesar-haubitser-artillerisystemer, og siden foråret 2022 har der været forlydende om, at Danmark ønsker at sende pansrede Piranha-mandskabsvogne til Ukraine. Men et europæisk land blokerer for det.

B.T. har tidligere afsløret, at Hærens Materialkommando i 2004 skrevet under på, at de Piranha 3’er, som Danmark dengang købte af den schweiziske producent Mowag, udelukkende må benyttes af det danske forsvar og dermed ikke kan overdrages til Ukraine eller for den sags skyld et NATO-land.

Nu kan B.T. afsløre, at det også gælder de topmoderne Piranha 5'ere.

Piranha 5 har indbygget en tung mortér og han udstyres med et tungt maskingevær.
Piranha 5 har indbygget en tung mortér og han udstyres med et tungt maskingevær. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Herhjemme forhandlede Forsvaret 15. december 2015 en ny kontrakt med schweiziske producent Mowag på plads om leveringen af 309 Piranha 5'ere, hvoraf de sidste leveres i år. Pris: 4,5 milliarder kroner.

Og 8. marts 2016 underskrev Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse en såkaldt ‘Statement of End-Use (ES) for specific military goods’, hvor Danmark igen forpligtede sig til, at de dyrt indkøbte Piranha 5’ere ikke på nogen måde må overdrages til andre lande uden Schweiz' samtykke.

Det viser en aktindsigt i købskontrakten og ‘Statement of End-Use (ES)’, som B.T. har fået hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Danmark fik dog i den nye kontrakt skrevet ind, at vi godt måtte overdrage Piranha 5’erne til nogle specifikke lande, som er overstreget i aktindsigten i ‘Statement of End-Use (ES)’.

Danmark skrev 8. marts 2016 under på, at vi ikke må overdrage vores 309 schweizisk producerede Piranha 5-pansrede manskabsvogne til andre lande uden Scwheiz' samtykke, viser aktindsigt.
Danmark skrev 8. marts 2016 under på, at vi ikke må overdrage vores 309 schweizisk producerede Piranha 5-pansrede manskabsvogne til andre lande uden Scwheiz' samtykke, viser aktindsigt.
Vis mere

Efter alt at dømme gemmer Ukraine sig imidlertid ikke under overstregningen.

Danmark har nemlig ifølge den dybdeborende schweiziske avis Neuer Zürcher Zeitung henvendt sig til til de schweiziske myndigheder for at indhente samtykke til at sende Piranha’er til Ukraine.

Som udgangspunkt vil alle lande som følge af den schweiziske neutralitetspolitik og landets strikse krigsmateriellovgivning få nej til at overdrage militært materiel, der er købt af schweiziske producenter, til andre lande.

Men her i januar er der efter pres fra NATO kommet bevægelse i Schweiz. Her har parlamentets sikkerhedspolitiske komitë vedtaget, at Danmark og andre lande nu under særlige omstændigheder og ud fra en konkret vurdering kan sende schweizisk indkøbt krigsmateriel til Ukraine.

Det er dog endnu uklart, om det kun kommer til at gælde fremtidige kontrakter, eller om undtagelsen også vil komme til at gælde våben, der som Danmarks Piranha 5’ere allerede er leveret. Det har det schweiziske parlament ifølge Neuer Zürcher Zeitung ikke taget stilling til endnu.

Herhjemme har regeringen flere gange understreget, at den ikke kommenterer på, hvilke våben den sender til Ukraine, før de danske bidrag er vedtaget af Folketinget.

Danmark har indtil nu sendt militært udstyr for cirka 4,9 milliarder kroner til Ukraine.

Piranha 5 er en topmoderne pansret mandskabsvogn, som kan udstyres med et tungt maskingevær og har indbygget en tung mortér. Den vejer 30 tons og har ud over besætningen på tre mand plads til otte soldater.

Den kan køre op mod 100 km/t og bruges typisk til at transportere tropper i krigszoner.