En firkant med en trekant ovenpå.
Det er for de fleste – og ikke mindste på børnetegninger med farverig kridt – den form, man forbinder med et hus. Men et hjem kan også være rundt eller have helt op til tolv hjørner i stedet for bare fire.
Det skriver boligmediet Boliga.dk, der har fundet nogle af de mere mærkværdige huse, der lige nu er til salg på boligmarkedet blandt de ganske almindelig parcelhuse og murermestervillaer.
Hvis du gerne vil have bløde kurver, kan du sætte kursen mod Saksild udenfor Aarhus, hvor boligens hjerte, køkken-alrummet, er cirkulært.
Kanter får du derimod masser af i det vestlige Jylland, hvor der lige nu både er et otte- og et tolvkantet hus til salg.
Rundt køkken alrum – Rudevej, Saksild
Når man træder ind i køkken-alrummet i den moderne villa på Rudevej i Saksild udenfor Aarhus, er der ikke mange skarpe vinkler i sigte. I stedet er der kurvede vægge og syv meter til loftet. Den 362 kvadratmeter store villa består nemlig af en stor, rund cylinder i midten med flere fløje bygget udenpå.
Huset er bygget i 2003 og ligger på en næsten 8.000 kvadratmeter stor grund. Prisen for det hele er 7.995.000 kroner.
Ottekantet hus på heden – Borrisvej, Troldhede

På en høj grund med hede og lyng til alle sider ligger en arkitekttegnet villa med ikke bare fire, men hele otte kanter. Det 149 kvadratmeter store hus er ifølge Boliga.dk fra 2006 og ligger udenfor den lille by Troldhede i Vestjylland.
Med i udbudsprisen på 3.250.000 kroner får du udover det unikt formede hjem også over 16 hektar skov og hedelandskab.
Tolv kanter og atriumgård – Gl. Stationsvej, No

I landsbyen No ved Ringkøbing er der skruet op for kanterne. Her ligger nemlig et hus med hele 12 af slagsen. Mest af alt ligner det oppefra en cyklon med 12 takker rundt om en solgård i midten af villaen.
Huset, som er bygget sidst i 60erne, rummer fem værelser fordelt på 170 kvadratmeter og er til salg for 895.000 kroner.


