»Må jeg få en selfie?«

Det spørgsmål har 34-årige René Nielsen fået en del oftere, end han plejer, de sidste måneder.

Han er hverken popmusiker, verdensberømt politiker eller andet, der normalt ville gøre, at folk ville efterspørge en selfie.

Men selvom han ikke selv er verdensberømt politiker – ja, så er der en anden, der er det, som han ligner ganske meget i nogle folks øjne.

Aarhusianeren deler nemlig ifølge nogle ganske mange lighedstræk med præsident Volodymyr Zelenskyj, der, siden krigen brød ud i Ukraine, har været over alt i mediebilledet.

»Det er hamrende sjovt, at vi er lidt look-a-like (dobbeltgængere, red). Det er jo ikke, fordi vi er tvillinger, men jeg kan da godt se, der er lighedstræk,« siger René Nielsen.

Og det har nu fået mange til at stoppe ham og spørge, om de ikke må forevige mødet med Zelenskyjs aarhusianske dobbeltgænger.

»Det er særligt, når der kommer et par øl indenbords, så synes folk, det er virkelig sjovt at få et billede. Det er fis og ballade, jeg synes, det er hyggeligt,« siger René Kristensen.

Han er dog glad for, det er netop præsident Zelenskyj, han ligner.

»Det havde været virkelig træls at ligne Putin lige nu,« siger René Kristensen og griner.

Han ved ikke helt, om han køber den, når han får at vide, han ligner den berømte præsident.

»Det kan jo også være, det er ham, der ligner mig,« siger han.

Zelenskyj er dog 10 år ældre end aarhusianeren og udover visse lighedstræk i udseendet, er der heller ikke meget, de to har tilfælles.

»Det ville være synd at sige, vi mindede om hinanden. Jeg har bestemt ikke nogen politisk karriere eller er i krig – og heldigvis for det,« siger René Kristensen, der heller ikke gør det store ud af sin nye dobbeltgængerberømmelse:

»Jeg har bare et helt almindeligt job og hus, så jeg satser nok ikke hele butikken på at blive kendt som Zelenskyjs dobbeltgænger, selvom det er sjovt,« afslutter han.