På gader og fortov i mange byer landet over fylder efterladte elløbehjul efterhånden en del.

Og hvor de for mange blot giver anledning til almindelig irritation, er der en helt særlig gruppe, der har nogle mere alvorlig udfordringer med dem. 

Blinde og svagtseende risikerer at falde over dem, hvis de bliver efterladt på fortove og gangarealer, og det har fået Erik Vind Frost, der er blind og arbejder i Dansk Blinde Samfunds forretningsudvalg, til at efterlyse større omtanke over for den udsatte gruppe i Odense, hvor han bor. 

Det fortæller han til TV 2 Fyn, hvor han fortæller om udfordringerne med el-løbehjulene.

»Det er jo et problem, hvis man ikke tør komme ud, fordi man synes der er for mange ting, som kan spænde ben for en,« siger han til mediet.

Problemet er tilsyneladende stigende i Odense. I 2026 har kommunen indtil nu modtaget 45 henvendelser om elløbehjul, hvilket allerede er det højeste årlige antal henvendelser siden 2019, hvor elløbehjulene kom til Odense.

TV 2 Fyn har været i kontakt med elløbehjulsudlejeren Voi, der siger til mediet, at det også er deres ønske, at løbehjulene bliver parkeret ordentligt og ikke midt på gaden.

»Vi vil, at vores tjeneste bidrager til bedre fremkommelighed i byen. Det betyder også, at vores køretøjer skal parkeres, så de ikke spærrer for adgangen på gaden, især ikke for grupper som blinde og svagsynede, kørestolsbrugere og folk med barnevogn,« lyder det fra Øystein Rikheim Sundelin, der er Head of Public Policy hos Voi.