En mand i 50'erne fra Fyn må være ekstra glad i disse dage. Han har nemlig vundet 3.000.350 kroner i Lotto.

Manden, der gerne vil være anonym, bor i Assens Kommune, og han sad midt i frokostpausen, da han opdagede, at den kiosk, hvor han plejer at købe sin kupon, ledte efter en millionær. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Umiddelbart tænkte jeg, at der jo er mange, der spiller Lotto i den butik, så jeg studsede da over det, men tænkte slet ikke, at det kunne være mig. Men så kom min chef og sagde, at vinderen havde købt en kupon til præcis 160 kroner – hvilket jeg altid gør. Ergo mente chefen, at jeg var den heldige,« fortæller han.

Manden har spillet de samme tal i over 30 år, og han forklarer, at tallene er en blanding af bryllupsdatoer, familiefødselsdage og andre lykketal:

»Jeg kunne godt se, at der var en enkelt række, der skilte sig ud. At de alle syv var rigtige. Der må jeg indrømme, at adrenalinen begyndte at suse rundt i kroppen. Man får jo lidt et chok.«

Manden valgte dog at ringe til Danske Spil, for at være på den sikre side, og de bekræftede, at han var den heldige vinder. Han fortæller, at han havde svært ved at koncentrere sig, og han fik derfor tidligere fri af chefen.

Det var til stor overraskelse fra konen, som i første omgang ikke troede på det:

»Vi er vant til at tage gas på hinanden i familien, så hun var fuldstændig sikker på, at jeg bare drillede hende. Hun troede slet ikke på mig, lige meget hvad jeg sagde. Derfor måtte jeg lige have fat i Danske Spil igen. Jeg sagde til den samme medarbejder, som jeg havde talt med tidligere: Gider du lige fortælle min kone, at vi er blevet millionærer,« fortæller han med et grin.

Og det helt store spørgsmål er så, hvad pengene skal bruges på:

»Vi har to helt almindelige jobs, og har aldrig slået ud med armene. Jeg er blevet opdraget til, at man ikke skal bruge penge, man ikke har. Så vi har altid sparet op til de ting, vi gerne ville. Du ved, en enkelt rejse om året, og hvis der skulle laves noget på bilen eller huset. Så det, at vi kan tillade os at rykke nogle moderniseringer af huset frem og måske købe en ny bil, er jo fantastisk,« fortæller manden, som også vil dele nogle af pengene med sine børn og børnebørn.