En papkasse lukket med gaffatape og killinger med plastikstrips om halsen.

Det var det syn, en medarbejder fra Dyrenes Beskyttelse blev mødt af, da hun 4. oktober var hastet ud for at hjælpe en kvinde, der havde ringet til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral.

Sådan lyder introen på en sørgelig historie, Dyrenes Beskyttelse søndag beskriver på deres Facebook-side.

Det var nær Aarhus, at en opmærksom kvinde så en bil holde ind til siden af vejen tæt på sin ejendom. Da hun nærmede sig bilen, skyndte en mand at sætte sig ind og køre væk.

Det var denne papkasse med killingerne en vaks borger opdagede. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Det var denne papkasse med killingerne en vaks borger opdagede. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Vis mere

Til kvindens store forskrækkelse stod tilbage en papkasse og en lille killing, der var hoppet ud af papkassen. Den lille killing var dog ikke alene, for i papkassen sad endnu en forladt killing.

Da Dyrenes Beskyttelse ankom, blev stripsene klippet af, og killingerne bragt sikkert til Dansk Dyreværn.

På internatet fik de små killinger mad, pleje og en god omgang loppekur. De blev derefter sendt i pleje, hvor de skal opholde sig, indtil de er store nok til at komme tilbage på internatet og ud i deres endelige hjem.

Ifølge TV 2 Østjylland, der har talt med medarbejderen fra Dyrenes Beskyttelse, er det desværre en hverdagsting at se dyr blive efterladt på den måde.

»Men med strips har jeg aldrig set før. Det var overhovedet ikke nødvendigt,« siger Michelle Braganza.

Samtidig lyder en kraftig opfordring fra Dyrenes Beskyttelse.

'At dumpe forsvarsløse killinger i vejkanten er aldrig okay. Kan du ikke selv passe dine killinger, skal du tage fat i dit nærmeste internat for hjælp,' skriver de i opslaget.

Det lykkedes ikke at få fat i registreringsnummeret på bilen, der havde efterladt killingerne i papkassen. Derfor er der ikke noget at gøre.