Han fik en god idé, og i dag er han god for knap en halv milliard kroner.

Niels Jul Jacobsen var ansat på Syddansk Universitet, da han udviklede en ny type robot i universitetets laboratorium.

Han tog chancen som iværksætter, stiftede sit firma Mobile Industrial Robots, MiR, i 2013, som blot fem år efter blev solgt for et milliardbeløb til amerikanske Teradyne.

Nu viser et nyt regnskab fra Jacobsens selskab Jaccon 2 ApS ifølge finans.dk, at hans personlige gevist på salget var 484 millioner kroner. Han ejede 30 procent af MiR, da det blev solgt.

Ifølge Finans.dk har Niels Jul Jacobsen taget et ekstraordinært udbytte på 204,5 mio. kr. ud til sig selv.

Han har blandt andet købt et hus ved vandet i Svendborg. Desuden har han indfriet et gammelt løfte over for sin kone.

»Jeg har købt en Jaguar til min kone, for det lovede jeg hende, da jeg var 20 år gammel. Hvis jeg engang blev rig, så ville jeg gøre det. Så det har hun fået nu,« sagde Niels Jul Jacobsen i november til TV 2/Fyn.

Niels Jul Jacobsens opfindelse er en mobil robot, der hjælper hospitaler og virksomheder.