Blanding af sol og skyer præger weekend med byger
Der kommer både sol og regn i weekenden, hvor man gør klogt i at have en paraply med sig, siger meteorolog.

Der kommer både sol og regn i weekenden, hvor man gør klogt i at have en paraply med sig, siger meteorolog.

Der er ikke de store ændringer i vejret i weekenden, hvor sol, skyer og lidt regn præger hele landet.
Det siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog på Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
- Det er en weekend, der byder på både sol og byger rundt omkring. Det er langt fra de fleste, der vil opleve en byge, men man kan sagtens løbe ind i én, siger hun.
Fredag byder på spredte byger over den sydlige og østlige del af landet, men de aftager i løbet af dagen, siger Anja Bodholdt.
- I løbet af eftermiddagen og aftenen ser det ud til at holde tørt i hele landet. Solen bliver der også plads til, og indimellem veksler det lidt mellem skyer og sol.
Temperaturen bliver 19 til 20 grader de fleste steder. Vinden vil være fra det vestlige hjørne og svag til jævn. Den bliver kraftigst i Nordjylland med jævn til hård vind.
- Det kommer til at føles ganske lunt, også fordi vinden ikke er så kraftig.
- Så alt i alt en ganske pæn fredag, siger meteorologen, der dog råder til, at man har en paraply med i tasken.
Lørdag og søndag kommer der fortsat spredte byger. Lørdag er det især i den sydvestlige del af landet, og søndag er det i den østlige del.
- Begge dage vil der være plads til solen, og der vil være temperaturer lige under 20 grader, siger Anja Bodholdt.
Det bliver lidt køligere lørdag og søndag, fordi vinden tager til. Både lørdag og søndag er den jævn til frisk og ved kysterne op til hård.
- Modsat fredag vil man lørdag og søndag nok godt kunne bruge en lille tynd jakke uden over sit tøj. Og søndag skal jakken nok udskiftes med en regnjakke i den østlige del af landet, siger Anja Bodholdt.
Meteorologen kommer samtidig med en lille teaser for næste uge.
- Vi skal lige over weekenden, før vejret ser ud til at forbedre sig. Der er lidt mere sensommerligt vejr at se frem til, afslører hun.
RITZAU