Danske pensionsopsparere skal gennem ATP og private pensionsselskaber være med til at skyde penge ind i en krisefond, som kan holde hånden under danske virksomheder under coronakrisen.

Sådan lyder det fra tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i hans klumme i B.T. i dag.

Og Danmarks allerstørste pengetank – vores alle sammens ATP – ser ganske positivt på ideen fra Lars Løkke Rasmussen, som her i B.T. de seneste uger har ageret opposition til regeringens coronastrategi.

»Som danskernes pensionskasse bidrager vi gerne til løsninger, der kan komme både medlemmerne og samfundet til gode – også i denne helt ekstraordinære situation,« siger administrerende direktør i ATP Bo Foged til B.T.

Bo Foged er øverste chef for Danmarks største pengetank, ATP.
Bo Foged er øverste chef for Danmarks største pengetank, ATP. Asger Ladefoged

Han tilføjer:

»Det er ATP's forpligtelse at sikre en del af den økonomiske grundtryghed for vores 5,3 millioner medlemmer. Tillige skal vi løfte vores del af samfundsansvaret, også under coronakrisen. De politiske rammer overlader vi til politikerne at udstikke.«

ATP's samlede formue var ved udgangen af 2019 på ikke mindre end 885,6 milliarder kroner.

Helt præcis foreslår Lars Løkke Rasmussen at 'samle pensionsselskaberne, ATP, Vækstfonden, private pengetanke og andre centrale aktører om en coronafond, der stiller krisekapital til rådighed for dansk erhvervsliv – måske med staten som delvis garantistiller'.

Gruppeformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup kalder Løkkes udspil 'en god idé'.

»Det vil være godt, hvis man på den måde kan hjælpe de virksomheder, der sådan set har en god forretning, men på et tidspunkt kommer til at mangle kapital under krisen,« siger han.

»For os er det bare vigtigt, at det ikke kun bliver en fond for store, veletablerede virksomheder, men også en fond, som mindre virksomheder kan søge penge i.«

Peter Skaarup opfordrer regeringen til at samle den bold op, som Løkke nu har spillet på banen.

Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti.
Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti. Mads Claus Rasmussen

»Regeringen må sætte sætte sig for bordenden og samle de her pengetanke omkring bordet!« siger han.

Men det skal være en løsning, der både kommer danske virksomheder og pensionsopsparerne til gode i form af et afkast på de penge, de skyder ind i fonden, påpeger Peter Skaarup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen.

Men hos regeringens parlamentariske grundlag i Radikale Venstre kalder næstformand og politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen Løkkes udspil 'interessant'.

Hun og De Radikale lægger vægt på, at der bliver tale om en grøn genstart af erhvervslivet oven på coronakrisen.

»Der skal så mange aktører i spil som muligt. Pensionskasserne meldte sig jo for eksempel også på banen i forhold til at investere i den grønne omstilling allerede før Corona,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Løkke har påtaget sig rollen som højttalende fritænker i Venstre i sine klummer her i B.T., og politisk kommentator Henrik Qvortrup har lidt spydigt over for ikke mindst partiformand Jakob Ellemann-Jensen sagt, at Løkke er den eneste opposition i øjeblikket.

Men i Venstre er der opbakning til Løkkes forslag om en krisefond, siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Han påpeger, at Venstre tidligere har foreslået en coronafond på et trecifret milliardbeløb.

»For hvis vi ikke gør nok nu, så risikerer vi, at virksomhederne drejer nøglen om, og så forsvinder de for altid, og så er der andre lande, der kommer til at tjene de penge, som Lars præcist påpeger i sin klumme,« siger han.

Vækstfonden har ingen kommentarer til Lars Løkke Rasmussens forslag. Det samme gælder PFA, der er Danmarks største pensionsselskab.