Man skal kigge langt efter el og grøn omstilling, når danske betjente jagter tyveknægte og gangstere i de danske byer.
Politiet offentliggjorde i februar 2022 en aftale med Volkswagen, som over de næste syv år skal levere Passat-stationcars til politiet med store 2,0-motorer med turbo.
Bilerne kører på diesel.
I dag kan B.T. fortælle, at Rigspolitiet slet ikke gav mulighed for, at producenter kunne byde ind med elbiler. Det fremgår af udbudsmaterialet, som B.T. har fået aktindsigt i.
»Det er absurd, at man udelukker elbiler og laver en aftale på syv år på et marked som er ved at skifte teknologi,« siger Jeppe Juul, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
»Problemet med diesel er klimabelastningen, og selv de nyeste biler udleder partikler og er med til at øge luftforureningen,« siger Jeppe Juul.
Den nye aftale kommer i kølvandet på et udbud, hvor fire bilfabrikanter bød ind for at levere den foretrukne patruljebil i politiet.
I udbudsmaterialet står der:
»Drivmidlet skal være benzin, diesel eller hybrid«.
Altså ingen mulighed for el.
Valget faldt istedet på diesel, der i flere år været bilbranchens ‘sorte drivmiddel’.
Således er salget af dieselbiler faldende, og fremover øges beskatningen af dieselbilerne som konsekvens af en såkaldt udligningsafgift.
»Salget af dieselbiler har været faldende siden 2019, og de bliver erstattet af andre biltyper herunder benzin, plug-in hybrid og el,« siger Jan Lang, der er kommunikationschef for bilsitet Bilbasen.dk.
»Bilproducenterne stopper med at lave dieselbiler, og det bliver også dyrere at eje dem,« siger han.
I udlandet har man allerede fået øjnene op for, at også politiet skal med på den grønne bølge. I Freemont i Californien har politiet eksempelvis forsøgt sig med Tesla’er som patruljevogn, og på mange stræk vurderes Teslaen i en evaluering at være bedre end en fossildrevet bil. Efter en normal patruljevagt havde den 11 timers batteri tilbage. Altså skulle den kunne klare to patruljeskift.
Elbiler har dog lange udsigter i danske politi. I et svar til B.T. skriver Rigspolitiet, at ‘politiet arbejder med at udvide erfaringsgrundlaget om anvendelsen af elbiler som patruljebiler’.
Rigspolitiet skriver desuden, at elbilerne pt. ikke er gode nok, fordi 'hurtig ankomst og tilstedeværelse kan være afgørende for borgernes liv og sikkerhed, og med det nuværende marked for elbiler er der derfor en række udfordringer relateret til rækkevidde, nyttelast, tophastighed samt ladetid'.
Jens Yndgaard, Centerchef for Center for Flåde- & Materielstyring, skriver desuden:
»Vi har ikke forpligtiget os til at aftage et bestemt antal køretøjer, og vi vil derfor kunne følge udviklingen i markedet samtidig med, at vi gennemfører en række andre initiativer, der skal gøre det muligt for os at øge antallet af elbiler i vores køretøjsflåde«.
Rigspolitiet oplyser, at ca. 75 procent af bilerne i politiet kører på diesel. Passat-patruljebilerne udgør mellem 15 og 20 procent af den samlede køretøjsflåde.