'Stop nu kælling.' 'Helt seriøst, skyd lortet.' Sådan lyder et lille udpluk af de over 5.000 kommentarer, som væltede ind i kommentarfeltet til en artikel, som B.T. offentliggjorde tirsdag.

En mørkeblå flyverdragt med tegnede dinosaurer skabte nemlig voldsom debat – og kommentarerne her var skrevet til en kvinde, som i artiklen undrede sig over, at Føtex kalder en blå flyverdragt med dinosaurer for en 'drengeflyverdragt'.

B.T. har kontaktet de personer, der står bag nogle af de groveste kommentarer. Vi har spurgt personerne bag kommentarerne, hvorfor de skriver, som de gør.

Edib Sadikovic, 19 år, Viborg, har sabbatår

Du skriver 'Tag jer fucking sammen. Folk bliver fandeme så nemt fornærmet, at man skulle tro, de fik en p*k op i røven.' Kan du godt høre, at din tone er ret voldsom?

»Jeg kan godt se det. Mange af mine venner har også taget screenshots af min kommentar og sendt det til mig og skrevet 'shit.'«

Du virker i din kommentar, som om du bliver meget vred. Især når du skriver det her med at få en pik i røven. Synes du, at det er en god og konstruktiv kommentar, du har skrevet?

»Nej. Hvis jeg skulle rette den, havde jeg skrevet noget andet, men det var lige i momentet – der var jeg godt nok irriteret.«

»Normalt er jeg meget opdragen, men lige der fik jeg bare et flip.«

Sådan noget står der jo, så alle kan se det. Hvad tænker du om det?

»Jeg står ved det, jeg siger.«

Du står ved, at det virker, som om folk har fået en pik op i røven?

»Ja. Ja, ja. Ja. Jeg kan godt se, hvor du vil hen. Jeg ved ikke, hvordan du ellers vil formulere det. Folk føler altid, at hele verden går imod dem.«

Hvis du mødte kvinden fra artiklen i virkeligheden, kunne du så også have fundet på at sige, at man skulle tro, hun havde fået en pik i røven?

»I momentet ville jeg nok have sagt, at hun måske skulle tage sig lidt sammen og lade være med at blive så fornærmet. Jeg havde nok snakket pænere i virkeligheden.«

Hvor synes du selv, at grænsen går for, hvad man kan tillade sig at skrive til folk?

»Det ved jeg ikke. Jeg synes også selv nu, at jeg er gået over grænsen, og det kan jeg også godt se nu, men nu har jeg skrevet det, og det bliver jeg nødt til at stå ved.«

Så du fortryder faktisk lidt nu, at du har skrevet kommentaren?

»Ja, måske en lille smule, fordi jeg skrev det så hårdt. Jeg kunne godt have skrevet det anderledes, men stadig have kommet med det samme budskab.«

Martin Larsen, 47 år, Holbæk, elektriker

Du skriver: 'Der er kun én ting at sige....... 'HOLD NU KÆFT!!' ....og ja, det blev ikke skrevet med små prikker efter K for at beskytte de supersensitive.... For nu stopper folks ligegyldige pladder.' Hvorfor skriver du det?

»Jeg var godt gammeldags pissetræt af, at alle føler sig så krænkede hele tiden. Det er ikke møntet mod hende, men det fremgår ikke så tydeligt af min kommentar.«

Ville du også sige det til kvinden i artiklen i virkeligheden?

»Jeg ville måske ikke decideret råbe 'HOLD NU KÆFT,' men jeg ville sige, at den her fanatisme skal stoppe. Jeg ville sige 'hold nu op'. Lad nu være med alt det der forskrækkethed over alting.«

»Skyd lortet,« havde en facebookbruger skrevet i kommentarsporet, og da B.T. spurgte, om brugeren mente det, fik vi dette svar.
»Skyd lortet,« havde en facebookbruger skrevet i kommentarsporet, og da B.T. spurgte, om brugeren mente det, fik vi dette svar. Foto: Screenshot
Vis mere

Brian Jensen, 58, Allerød, arbejder med salg og marketing

Du har skrevet: 'Hvorfor søger hun ikke bare hjælp? Der er da et eller andet helt galt på førstesalen!'. Synes du ikke, at man skal have lov at sige sin mening, uden at få at vide, at der er noget galt med en, bare fordi du er uenig?

»Jo, men hvorfor skal det være landsdækkende, at hun har et problem? Hvis jeg har en oplevelse med en forretning et sted, så slår jeg det ikke op på Facebook, så går jeg ind i butikken og snakker med dem.«

Tænker du over, at det er et rigtigt menneske, du skriver til, og at vedkommende kan blive såret?

»Nej, det gør jeg ikke. Det er jo som at stille op i et realityshow. Du må være forberedt på, at der ikke kun kommer rygklapperi.«

Synes du ikke, at det er meget hårdt at skrive om et andet menneske, at der må være noget galt på førstesalen?

»Jeg kunne godt have udelukket det med førstesalen og bare spurgt, hvorfor det skal piskes op til at være et problem. Det ville jeg hellere have skrevet.«

B.T. har spurgt kvinden, som medvirker i artiklen om den blå flyverdragt, om hun ville give en kommentar til de grove kommentarer, der er blevet rettet mod hende. Hun ønsker ikke at medvirke.