Efter et forsøg har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet at gøre bisonernes ophold på Bornholm permanent.

Den bestand af bisoner, der i dag bor på Bornholm, har udstået sin prøveperiode og kommer fremover til at bo permanent i skovområdet Almindingen.

Det har et politisk flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti aftalt. De to parter er også enige om at lede efter en måde at udvide dyrenes indhegning fra to til otte kvadratkilometer.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Bisonerne er enestående dyr til at skabe en mere mangfoldig natur med plads til forskellige andre dyre- og plantearter, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Samtidig er bisonerne hurtigt blevet en turistmagnet på solskinsøen og er med til at give både turister og lokale en helt unik naturoplevelse.

I 2012 kom de første syv bisoner til Bornholm fra et område med naturskov i Polen. De blev dengang sat ud på et område på 200 hektar som et forsøg.

Siden da er bestanden vokset. I dag er det bedste bud, at der er 13 bisoner gående på Bornholm.

Om indhegningen kan udvides, afhænger af, om Naturstyrelsen kan finde finansiering. Derudover skal de relevante myndigheder godkende projektet.

Ifølge skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen bliver det ikke kun bisonen, der kan nyde godt af projektets forlængelse.

- Bisonerne er nogle fantastiske skoventreprenører, som går og laver nogle meget eftertragtede forstyrrelser i vores ellers meget ordnede skov, siger han:

- Der er mange truede dyr i Danmark. Mange af dem er knyttet til vores skov, som har set anderledes ud. Den har været mere vild og mere præget af forstyrrelser.

- Så i halen på bisonerne kommer en række levesteder for arter, som rykker ind og er glade for at få noget af den oprindelige natur tilbage.

Ifølge Søren Friese handler det både om bisonens madkultur og adfærd.

- Det har noget at gøre med, hvad den spiser. Sekundært at det er et stort dyr, siger han.

- Den fokuserer i modsætning til kvæg og hjorte på de grove ting i skoven, som de andre dyr ikke kan fordøje. Det skaber de lysninger, som de truede dyrearter har brug for.

For Naturstyrelsens folk på Bornholm er bisonerne ifølge Søren Friese også nemme i drift.

- Det, vi bruger flest kræfter på, er at formidle, hvorfor vi har dem. Og så kører vi en tur rundt om hegnet et par gange om året, og når der er blæst, siger han.

/ritzau/