Familien ville hellere skænke op for en alkoholiker end lytte til en ædru datter og forfatter. Så da Birgitte skrev om sin opvækst, vendte flere hende ryggen.
Hele første del af sit liv har Birgitte Bregnedal haft en hård skal. En overudviklet evne til at udholde og ignorere smerte.
Hendes far havde lært hende at være den stærke pige. Og det var hun. Lige indtil hun ikke var det mere, og skallen slog revner. Hun knækkede, da hun var 35 år.
»Jeg lå der i ambulancen og tænkte, at hvis jeg får en chance mere, så vil jeg gøre det anderledes. Så begyndte jeg at tænke på, at jeg egentlig gerne ville have skrevet bøger,« fortæller Birgitte Bregnedal.
Den dag, da skallen knækkede, og Birgitte Bregnedal lå og brækkede sig i timevis, indtil hun blev hentet af en ambulance, der vidste hun det: Hun havde ikke andet valg end at kigge på sit liv, hvem hun var, og hvorfor hun var blevet sådan.
Men det tog hende 12 år at skrive og finde modet til at udgive sin første roman. Til at skrive om de lange skygger, som alkoholmisbrug i familien kastede. Om at skulle med sin far overalt, også på jagt, hvor hun med sine bare næver skulle tjekke, om der var strøm i de elektriske trådhegn.
Om at blive oplært af sin far i at bide tænderne sammen og klare smerten. Om at blive svigtet af sine primære omsorgspersoner og se, hvordan promillerne blev en udvej, væk fra følelserne.
Far var stolt – men familien er væk
Hendes ærlighed og konfrontation med de dysfunktionelle familiedynamikker har betydet, at hun har mistet en del familierelationer fra farens side.
»De har fuldstændig forkastet det, jeg har skrevet og synes, det er helt forfærdeligt, at jeg kan finde på at skrive sådan noget,« siger Birgitte Bregnedal.
Faren er her ikke mere. Men Birgitte Bregnedal nåede at fortælle ham, at hun ville skrive en bog, der ville trække på erfaringer fra hendes eget liv – og også noget af det, der berørte relationen til ham:
»Så kiggede han bare på mig, og så sagde han, ‘Birgitte, du skal aldrig tænke på mig. Du skal bare skrive lige, hvad du vil.’ Så fra ham har jeg fået fuldstændig carte blanche, og han var bare stolt.«
Men sådan er det altså ikke alle, der har taget imod de to bøger, det er blevet til; ‘Pigen med sherifstjernen’ og ‘Pigen bag smilet.’ Flere fra farens side af familien vil slet ikke have noget med Birgitte Bregnedal at gøre:
»Det synes jeg faktisk har været lidt hårdt. Men samtidig har jeg også fundet ud af, at det er nogle mennesker, som kun vil se mig, hvis jeg smiler og skåler og holder min mund med de ting, der kan være svære. Altså hvis jeg bare bevarer de familietabuer, der er.«
Læs også: Anne har lavet en underretning - på sin egen familie
Birgitte Bregnedal blev pludselig til den lille dreng, der pegede og råbte, at kejseren altså ikke havde noget tøj på. Men hun pegede i en retning, de ikke havde lyst til at kigge:
»Det føles som om, at den del af familien bedre ville kunne rumme en alkoholiker, som de kunne skænke op for end en ædru forfatter, der gerne bare vil skrive om det svære i livet. Det med at vokse op med alkohol, og de skygger det kaster.«
Dåseåbner for ens følelsesliv
I stedet for at prøve at konstruere et smil og forsøge at passe ind, som hun havde gjort hele livet, så begyndte Birgitte Bregnedal at stå ved sig selv og det, hun kom fra. Og hver gang, hun skrev det ned, kom hun tættere på sig selv og sin egen sandhed:
»Det har helt klart været en stor hjælp for mig at skrive. Og da jeg skrev ‘Pigen med sherifstjernen,’ så skrev jeg også en kærlighedserklæring til faren i romanen. Selvom det er en barsk historie, så skrev jeg mig tættere på min far. Og da jeg skrev 'Pigen bag smilet,’ var det som om, at jeg kom tættere på det stof, jeg selv har gjort af. Måske også tættere på at finde ud af, hvordan jeg kunne gå ned med stress: Hvad er det for nogle personlighedsstrukturer, jeg har opbygget og en evne til at klare smerte?«
Hvis det ikke falder én naturligt at skrive, har Birgitte Bregnedal et andet råd til dig, hvis du gerne vil i kontakt med barndomstraumer og forsøge at hele dem.
»Læs bøger. Det har hjulpet mig så meget. Især bøger skrevet med børneperspektiv – det kan være som en dåseåbner for ens følelsesliv,« siger hun og fortsætter:
»Til at starte med græd jeg tårer for dem i bøgerne. Og så fandt jeg ud af, at det var noget af det, jeg ikke selv kunne græde over, der blev åbnet op for. Så jeg kunne græde nogle andres tårer, fordi jeg ikke kunne finde ud af at græde mine egne. Men lidt efter lidt fandt jeg ud af, ’jeg har da vist også noget, jeg bærer rundt på.’«
At træde væk fra familien
Der er især to forfattere, der har inspireret Birgitte Bregnedal; nemlig Leonora Christine Skov og Thomas Korsgaard, der begge har skrevet ud fra oplevelser i deres egen familie, opvækst og liv.
»De har også haft nogle opgør og der tænker jeg, at det ikke kun er noget, man gør for sig selv, man gør det jo også for en masse andre, som så kan gøre op med nogle tabuer og måske turde at træde lidt væk fra familien og se den udefra og – måske snakke om de ting, der kan være svære.«
Og det er også sådan, Birgitte Bregnedal har det med sine egne bøger. Hun føler, at deres eksistens og ærlighed om at være vokset op med alkoholmisbrug skaber en forbindelse ud i verden.
»Jeg slår ligesom nogle rødder ud til de læsere, der kan identificere sig med det og bruge det til at finde ud af, at selvom man har været ude for noget, så kan man godt få et godt liv.«
Var det det værd at skrive bøgerne på bekostning af familierelationer?
»Jeg er glad for, at jeg endelig står på mål for mine egne følelser. I stedet for kun at tænke på, hvad andre tænker. Jeg har jo været ked af det, men jeg har forliget mig med, at det ikke kan nytte noget, at jeg prøver at rende rundt og please nogle mennesker, der egentlig ikke vil mig det godt. De vil mig kun, hvis jeg smiler, er glad og gør gavn. De vil mig ikke, hvis jeg er den mindste smule besværlig, ked af det, eller går ned med stress.«
»Jeg gik ned med stress, fordi jeg levede et ydre liv. Så det er en kæmpe rigdom at leve et indre liv, og jeg har jo fået mange nye venner og bekendtskaber, som jeg har et dybt forhold til, og som jo er meget mere tilvalgt.«