Provokunstneren Ibi-Pippi kunne ikke tro sine egne øjne, da hun åbnede sin e-Boks. 

Hun var blevet indkaldt til screening for livmoderhalskræft. Men hun har ingen livmoder, for hun er en biologisk mand, der har skiftet køn juridisk. 

»Det er i mine øjne det rene klovneri fra statens side, når man indkalder mig til noget, der åbenlyst er irrelevant,« siger hun til B.T. og fortsætter: 

»I værste fald spilder man ressourcer på mig, som kunne være brugt på en patient, der rent faktisk har behov for hjælp. Det synes jeg ikke er rimeligt, hverken for borgerne eller for sundhedsvæsenet.«

Ibi-Pippi Orup Sommer mener, at det er en hån mod kvinder, der rent faktisk har en livmoder.

Hun mener også, at transkvinder kan blive retraumatiseret ved at blive mindet om, at de ikke har samme biologi som biologiske kvinder.

»Nogle transkønnede drømmer om at være 100 procent biologiske kvinder, og for dem kan en indkaldelse til screening for livmoderhalskræft rive op i noget enormt smertefuldt. Derfor mener jeg, at staten utilsigtet kan komme til at såre mennesker, og det bør man tage dybt alvorligt,« siger hun.

Alligevel har hun tænkt sig at møde op.

B.T. har fået lov til at dele det screenshot, Ibi-Pippi har taget af indkaldelsen til screeningen.
B.T. har fået lov til at dele det screenshot, Ibi-Pippi har taget af indkaldelsen til screeningen. Privatfoto: Ibi-Pippi Orup Sommer.

»Jeg møder op til den her undersøgelse, fordi jeg synes, at vi er nødt til at have fokus på, at systemet ikke fungerer ordentligt.«

 »Jeg mener, at loven om juridisk kønsskifte blev hastet igennem uden hensyn til konsekvenserne for samfundet og individet. Og den her indkaldelse er endnu et bevis på, at man ikke har tænkt tingene ordentligt igennem.«

Hvordan tror du, at din læge vil reagere? 

»Jeg forventer egentlig, at min læge ret hurtigt vil indse, at han står med en faglig udfordring af uset karakter. Mit bedste bud er, at han vil sige, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at gennemføre undersøgelsen,« siger Ibi-Pippi Orup Sommer.

Den kontroversielle kunstner har da også allerede skabt debat. Hun lagde et screenshot op af indkaldelsen på Facebook, og det har ført til stærke holdninger i kommentarsporet. 

Kan du forstå, at nogle folk bliver provokeret over, at du alligevel vælger at møde op ved lægen?

»Det overrasker mig, at nogle af de stærke holdninger i kommentarsporet retter sig mod mig. Jeg prøver jo blot at vise, at det er systemet, der fejler – ikke mig,« siger hun.

Hun håber, at hendes 'lille stunt' kan være med til at give folk et nyt syn på juridisk kønsskifte, og på samme tid beskytte de mennesker, som loven involverer.

»Mit ønske er, at man tager loven om juridisk kønsskifte mere alvorligt og beskytter transseksuelle mod at blive placeret i absurde situationer.«