Biograf slagtes på Facebook efter opslag: 'Simpelthen for småligt'
Den drøje kritik har fået Drive In Bio i Lynge til at reagere – og redigere sit opslag på Facebook.

Den drøje kritik har fået Drive In Bio i Lynge til at reagere – og redigere sit opslag på Facebook.

»Hold da op – vores opslag har sat gang i en noget større debat, end vi havde forestillet os.«
Sådan skriver Drive In Bio i Lynge på Facebook, efter at et opslag fra biografen fik kritikken til at hagle ned.
I opslaget, som Drive In Bio i Lynge delte på det sociale medie tirsdag, blev en bestemt pantsamler opfordret til at at holde sig væk fra biografens skraldespande.
»Hvis du samtidig gad tømme skraldespandene og tage resten af affaldet med, kunne vi måske finde ud af en slags jobordning – så slap vores medarbejdere da for arbejdet.«
»Men når formålet udelukkende er at gennemrode vores skraldespande og tage den pant, som vores gæster har smidt ud, så må vi desværre skuffe: Den del klarer vi selv,« lyder det fra Drive In Bio i Lynge.
Biografen understregede efterfølgende i opslaget, som TV 2 Kosmopol har beskrevet, at området er videoovervåget – og at den pågældende pantsamler derfor er blevet filmet.
Det budskab får drøje hug af mange brugere på Facebook:
»Det er simpelthen for småligt. I fremstår meget uempatiske i det her opslag. Det kan da ikke genere jer, at han tjener lidt pant,« skriver en bruger.
»I går i meget små sko,« lyder det fra en anden.
»Hvor er det dog flot, at I vælger at udstille en person, der går rundt og samler pant op fra jeres område,« skriver en tredje bruger.
Det fik Drive In Bio i Lynge til at redigere opslaget.
Biografen erkender, at det oprindelige opslag »kan opleves som en udhængning af en enkelt person«. Derfor er billedet af pantsamleren blevet fjernet.
Men samtidig understreger Drive In Bio i Lynge, at budskabet om, at pantsamleren skal holde sig langt væk fra biografens skraldespande stadig står ved magt:
»Vi står ved vores holdning og ved det oprindelige budskab.«