Bimlede og bamlede hele natten i dansk by: Skyldtes strømafbrydelse
Borgere i Herning undrede sig søndag morgen over, hvorfor flere natten over var blevet vækket af kirkeklokkeklang.

Borgere i Herning undrede sig søndag morgen over, hvorfor flere natten over var blevet vækket af kirkeklokkeklang.

Bor du i Herning, og har du sovet uroligt natten til søndag?
Så er det ikke så mærkeligt, og du er med garanti ikke alene om at have ekstra søvn i øjnene søndag.
Flere beboere i Herning-området har ifølge TV Midtvest undret sig således på Facebook-siden 'Vores Herning' over, hvorfor kirkeklokkerne i Sct. Johannes Kirke i midten af den midtjyske by bimlede og bamlede det meste af natten.
Og nu svarer menighedsrådet i byen på, hvorfor klokkeklangen i tide og utide lød, før fanden havde fået sko på:
»Der har været en strømafbrydelse i nat, og da strømmen kom tilbage, mener man, det har sat gang i klokkerne,« siger fra Gert Vendelbo, som er formand for menighedsrådet til TV Midtvest.
Hvor man tidligere brugte håndkraft til at få klokkerne i landets kirketårne til at ringe, er de fleste kirkeklokker i dag automatiserede og styret af et elektronisk urværk.
Og det er altså det elektroniske system, der har været rod med, efter strømafbrydelsen i Herning.
Gert Vendelbo kan dog berolige med, at der igen er kommet styr på teknikken.