Der er flere grunde til at juble, hvis man er glad for den svenske kæde Biltema.

Biltema-koncernen har nemlig aflagt et rekordregnskab, hvor detailgigantens omsætning for 2018 lyder på svimlende 12,57 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til 8,88 milliarder danske kroner.

Det fortæller Biltema Danmark i en pressemeddelelse.

Jacob Møller, direktør i Biltema Danmark, fortæller, at de gode resultater smitter af på koncernens danske afdeling.

'Vi er selvfinansierende og er derfor ikke afhængige af diverse lånemarkeder. Derfor kan vi ekspandere så aggressivt, og det har vi planer om at fortsætte med. Inden for seks år er planen at fordoble antallet af varehuse i Danmark,' siger han.

Jacob Møller kan da også smile af, at forretningen også går godt i hans afdeling.

Biltema Danmark bidrog nemlig til rekordomsætningen med et overskud på 24,5 millioner danske kroner, og antallet af danske kunder er på et år vokset med 17 procent.

Biltema har 11 varehuse i Danmark, og yderligere to er under opførsel i henholdsvis Roskilde og Hjørring.

Det flotte regnskab betyder, at Biltema har genereret et overskud på knap en milliard svenske kroner, og det glæder Knut Svenningsen, der er CEO for Biltema Group.

'Vi er meget tilfredse med sidste års omsætning. Men nu skal vi i gang med at speede op, for vi forventer at fordoble antallet af varehuse på verdensplan,' fortæller Knut Svenningsen.

Biltema er med 142 varehuse en af Nordens største kæder af detailforretninger.

Den enorme koncern blev grundlagt i Sverige i Linköping i 1963 og har varehuse i både Sverige, Norge, Finland og Danmark.