Medicinalgiganten Pfizer har muligvis rigtig gode corona-nyheder.

Det skriver flere internationale medier med Mail on Sunday i front.

Avisen skriver således, at Pfizer allerede til december kan være klar med millioner af coronavacciner.

Endnu er medicinalgigantens vaccine ikke endeligt godkendt.

Men i skrivende stund er kliniske forsøg i gang på omkring 44.000 personer. Går de kliniske forsøg som håbet, kan vaccinen snart være på vej ud til millioner af mennesker på verdensplan.

Pfizer synes at være overbevist om, at deres vaccine vil klare sig igennem det sidste stadie af forsøg.

I hvert fald kan Mail on Sunday berette, at 'adskillige hundredetusinder' af vacciner allerede er blevet produceret på medicinalgigantes fabrik i Puurs i Belgien.

Og billeder fra fabrikken viser da også, hvordan coronavaccinen produceres i store mængder.

Coronavacciner på striber produceres netop nu i Belgien.
Coronavacciner på striber produceres netop nu i Belgien. Foto: Pfizer
Vis mere

Således regner Pfizer med at have omkring 100 millioner vacciner klar inden årets udgang.

Det vil i alt give 50 millioner vaccinerede personer, da man med Pfizers udgave skal have den to gange.

I 2021 forventer Pfizer at kunne producere 1,3 milliarder vacciner.

Det var da også en glad direktør for Pfizer i Storbritannien, der bliver interviewet af avisen.

»Det var fantastisk at se den første flaske med vaccine komme fra produktionsbåndet. Det gav mig et stort smil at se al vores hårde arbejde give et resultat,« siger Ben Osborn til avisen.

Men det er ikke kun Viagra-giganten, der har gode nyheder.

Også en anden medicinalgigant i form af AstraZeneca har været ude og sige, at man forventer, at en vaccine mod coronavirus kan være klar omkring juletid. Det skriver det australske medie News.com.au.

I Storbritannien er man dog ikke nødvendigvis sikker på, at en vaccine er klar til at blive givet til den brede befolkning før marts 2021, siger professor Jeremy Farrar, der er en toprådgiver for Storbritanniens regering, til Sky News.

»Jeg mener, vi bør være realistiske og sige, at vi ser frem mod tre til seks meget svære måneder,« siger han.

Uanset ser der dog ud til at være lys flere steder for enden af coronatunnelen.

Ikke mindst i EU, der har indgået en aftale om at købe 300 millioner vacciner af netop førnævnte AstraZeneca.

EU har også en aftale med en helt tredje vaccine-udvikler i form af giganten Sanofi-GSK om køb af en potentiel vaccine.