Den store amerikanske burgerkæde Five Guys kommer til Danmark.
På Five Guys' hjemmeside har kæden opslået adskillige stillinger i København, herunder stillingerne souschef og skiftleder.

Efter alt at dømme åbner kæden en butik på Fisketorvet i København, som har madmarkedet Kajen.
På Fisketorvet kan man således onsdag morgen se en facade med et Five Guys-logo og en besked om, at kæden ansætter.
Det er ikke lykkedes B.T. at komme i kontakt med Fisketorvet. Det er uvist, hvornår butikken åbner.

Five Guys er en amerikansk fastfood-kæde med mere end 1.900 restauranter på verdensplan.
Modsat andre fastfood-kæder bryster Five Guys sig af at bruge friske fremfor frosne ingredienser til sine burgere og pomfritter, skriver mediet Tasting Table.
Men kæden har også fået negativ opmærksomhed for sine priser, som i nogens øjne er for høje.
Five Guys har flere spisesteder rundt omkring i Europa, blandt andet i Barcelona, Haag og Rotterdam.

