Microsoft-miliardæren Bill Gates har aldrig været bleg for at skue ud i fremtiden. Denne gang er det en dyster forudsigelse.

»Vi er stadig i risiko for, at denne coronapandemi skaber en variant, der vil være endnu mere fatal,« siger Bill Gates til Financial Times.

»Jeg ønsker ikke at være afsenderen af undergang og dysterhed, men der er over fem procent risiko for, at vi endnu ikke har set det værste af denne pandemi,« udtaler Bill Gates.

Bill Gates har tidligere advaret om, at verden ikke var forberedt på en pandemi. Det gjorde han for syv år siden i 2015.

»Hvis noget slår over ti millioner mennesker ihjel over de næste par årtier, så er et højst sandsynligt en meget smitsom virus snarere end en krig,« sagde Bill Gates i en Ted Talk i 2015.

På verdensplan er 6,2 millioner mennesker døde med corona, siden pandemien brød ud i marts 2020. Men antallet af tilfælde og dødsfald er dog faldet i de seneste uger.

I Danmark tyder meget på, at der generelt er mindre coronavirus i Danmark. Det ses blandt andet ved, at antallet af indlæggelser relateret til corona fortsætter med at falde.

»Antallet af nye indlæggelser relateret til covid-19 er faldet til 569 i uge 16,« skrev Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Men på trods af de faldende corona-tal vurderer Bill Gates, at sandsynligheden for en endnu værre pandemi er til stede.

Bill Gates udmelding om pandemier kommer i kølvandet på hans bogudgivelse 'How to Prevent the Next Pandemic'.