Når du alligevel er ude at handle efter toiletpapir og mælk, kan du lige få en vaccination i armen.

Det er i hvert fald tanken om den nye mulighed for at blive vaccineret i Bilka i Odense.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Salling Group, der kan bekræfte, at Bilka i Odense bliver en del af vaccinationsindsatsen.

Slutspurten i indsatsen for at flere bliver vaccineret er sat i gang, og derfor vil flere virksomheder i de kommende uger deltage i indsatsen.

Blandt andet vil der i udvalgte Bilka- og Føtex-butikker være tilbud om coronavaccination fra den 11. september.

»Der er lokalt forskel på, hvor mange der bliver vaccineret. Især unge har ikke fået første stik,« siger styrelsens direktør, Søren Brostrøm, i pressemeddelelsen.

Samlet set har 75,4 procent af befolkningen påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det svarer til cirka 4,4 millioner personer, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

I alt 72,5 procent af befolkningen regnes nu som færdigvaccineret. Det er cirka 4,2 millioner borgere.

Myndighederne har et mål om, at 90 procent af alle, der er inviteret til coronavaccination, har fået første stik inden 1. oktober.

Andre læser også