Bilka markedsfører israelske dadler som en 'ramadan-snack'.
Det fremgår af Bilkas webshop, BilkaToGo, som RADIO IIII har gennemgået.
I anledning af ramadan har supermarkedsgiganten lanceret en underside, hvor de under kategorien ’snacks’ anbefaler kunder dadler af israelsk oprindelse.
Det får nu kritik fra Fathi El-Abed, der er formand i Dansk Palæstinensisk venskabsforening.
- Det svarer til, at man solgte russisk vodka til en ukrainsk højtid – det er ærligt talt absurd, siger han i et interview med Eftermiddag på RADIO IIII.
Organisationen Oxfam Danmark har vurderet de konkrete dadler, som kommer fra virksomheden La Palma.
De vurderer, at virksomheden har tilknytning til israelske bosættelser.
- Bosættelserne er ulovlige ifølge FN, men det er ikke ulovligt at handle med dem. Det mener Oxfam, at den danske regering bør lave om på, siger Jonas Devantier, der er senior programrådgiver i Oxfam Danmark med fokus på Palæstina og fortsætter:
- Den Internationale Domstol har tidligere slået fast, at alle stater har en folkeretlig forpligtelse til at afstå fra handel og investeringer, der bidrager til at fastholde Israels ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder. Derfor bør regeringen forbyde det – så ansvaret ikke ender hos de enkelte virksomheder eller forbrugere.
RADIO IIII har bedt Salling Group, som står bag Bilka, om en kommentar til kritikken.
I et skriftligt svar fortæller Bilka, at de løbende fører kontrol med, at deres varer lever op til alle gældende regler og krav.
- Som dagligvarehandel er vi naturligvis bevidst om, at nogle kunder ikke ønsker varer fra bestemte områder og lande, og det vil vi naturligvis lade være op til hver enkelt kunde at vurdere.
