Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Ford har netop varslet fyringer af flere tusinde.
I alt vil bilproducenten skære 3.800 stillinger væk.
Det skriver finansmediet Bloomberg.
Fyringerne kommer særligt til at ramme ansatte i Tyskland og i Storbritannien, hvor henholdsvis 2.300 og 1.300 stillinger vil forsvinde over de næste tre år.
Virksomheden begrunder i en pressemeddelelse fyringerne med virksomhedens omstilling til produktion af elektriske biler.
Ford har tidligere meldt ud, at målet er, at alle europæisk producerede biler i 2035 skal være elbiler.
»Vejen til en bæredygtig og profitabel fremtid for Ford i Europa kræver en bred indsats og store forandringer i den måde, vi udvikler, bygger og sælger Ford-biler,« siger Martin Sander, der er chef for Fords elbils-forretninger i Europa.
Firmaet har omkring 45.000 ansatte i Europa. Hovedparten af de ansatte arbejder i Tysklands fjerdestørste by Köln, mens 7.000 medarbejdere er ansat i Storbritannien.