Sammen med adskillige andre var Tom Hvidkær og hans familie i længere tid fanget på en Scandlines-færge i havnen i Gedser.

Færgen, der var kommet fra Rostock, havde nemlig problemer med at åbne, så bilerne på det øverste bildæk kunne komme ud.

I alt ventede folk i omtrent to timer, før de kunne få lov til at forlade færgen.

»Nogle er pissesure. Andre griner af det hele,« fortalte Tom Hvidkær, mens han var fanget på færgen.

Han tilføjede også, at kommunikationen fra selskabet var ringe:

»Der er tale om ufatteligt dårlig kommunikation. Vi har bare fået at vide, at der er tekniske problemer.«

Er du til stede på færgen, og har du billeder eller viden, du vil dele med redaktionen, kan du skrive til 1929@bt.dk.

Kort efter klokken 19 blev der åbnet.

I den forbindelse kunne Anette Ustrup Svendsen, der er Head of Corporate Communications hos Scandlines, fortælle, at fejlen skyldtes en defekt på låsecylinderen på visiret.

»Vi beklager selvfølgelig ventetiden,« tilføjede hun.

Hun havde tidligere fortalt, at i alt 33 personbiler - heriblandt Tom Hvidkær og familiens - var fanget på færgen.

Mens de fordrev ventetiden på færgen, blev de tilbudt kaffe og wienerbrød, oplyste Tom Hvidkær.